Henry og Anna Sørensen er stadig raske og rørige, selv om Henry er afhængig af en stok og får uro i benene, hvis han står stille. Men 10 kilometer på den trehjulede cykel får han passet hver dag, og de daglige pligter både ude og inde klarer jernbryllupsparret også stadig selv. Foto: Henrik Bagge

Jernbryllup: Man skal slås lidt for det

Anna og Henry Sørensen i Sjørup kunne mandag fejre jernbryllup

SJØRUP Det er lige, så det knitrer, når strikkepindene går som små stempler i et fintunet maskineri.

De var i mange år manufakturhandlere, der gjorde i salg og køb af stoffer, men i dag fremstiller de selv tekstilerne.

Det går til et godt formål, når de primært strikker børnetæpper på omkring en kvadratmeter, men det er også god terapi at lade tankerne vandre, mens strikkepindene nærmest selv gør arbejdet.

Anna og Henry Sørensen fra Sjørup kunne mandag den 9. maj fejre jernbryllup efter 70 års ægteskab.

- Det er en gammel mand, jeg har fået mig, griner Anna og kigger over på 96-årige Henry, inden hun oplyser, at hun selv har rundet de 91.

Henry nikker fra sin plads i lænestolen, hvorfra han kan holde øje med, hvad der sker ude på Skovvænget, mens han med garnet strammet udøver den hobby, han først tog op som 88-årig.

- Det er her, jeg for det meste har min plads. Men jeg skal også op og lave lidt engang imellem, siger Henry og skæver forsigtigt til Anna.

Strikkepindene når sjældent at blive kolde hos Anna og Henry i Sjørup, der i stor stil kreerer børnetæpper til Røde Kors i Stoholm. Mandag kunne parret fejre jernbryllup efter 70 års ægteskab. Foto: Henrik Bagge

Et morgendueligt par

Når han står op lidt før syv og har fået sin morgenmad, skal han ud at have sin daglige cykeltur på 10 kilometer.

Den foregår på en trehjulet med en lille motor bagpå, og ruten varierer, men han plejer at vende omkring en særlig adresse i Sjørup.

- Jeg skal lige op og se, hvad æ knejt har fået lavet ved sit byggeri, siger Henry.

»Æ knejt« er en søn på 58 år, som stadig bor i byen og er ved at renovere.

- Alle vores drenge er nemlig tømrere, siger Anna.

Det viser sig, at »alle« drengene beløber sig til to, og derudover er der også en datter på 64 år, som er pædagog.

Den ældste søn er som 68-årig nu pensioneret, men var gennem mange år manden bag Balling Møbeldrejeri.

Det morgenduelige par kan godt lide at få lidt ud af dagen, men det er ikke hele historien bag, at de står tidligt op.

- Det er, fordi vi ikke kan sove længere. Da man var ung, syntes man, det var sjovt at sige, at man kan sove, når man bliver gammel, men det kan man bare ikke, siger Anna.

De nyder dog begge en middagssøvn, og det er en luksus, der er kommet med alderen.

- Før i dage kunne vi aldrig få en middagssøvn, fordi vi havde forretning, siger Anna.

Henry og Anna havde gennem mange år manufakturforretning på Vestre Skivevej ved siden af forsamlingshuset.

Den blev lukket i 1985, da Henry gik på efterløn, men de blev boende indtil 1998 og havde da haft 36 gode år på adressen, inden de flyttede til Skovvænget, hvor de bor nu.

- Vi har haft et langt otium, og det har været vidunderligt for os, samtidig med at vi har været raske, siger Anna.

Startede i landbruget

Anna, der også hedder Sofie og var en Olesen, indtil hun i 1952 blev en Sørensen, kommer oprindeligt fra en gård i Højslev Kirkeby.

Henry er fra en gård på Rønbjerg-egnen, hvor hans far også var hjemmeslagter ved siden af landbruget.

Henry var tidligt en handelsmand, der allerede i skolen handlede med glansbilleder, duer, kaniner og marsvin, og måske havde den unge Henry allerede tidligt en manufakturhandler i maven, da han drømte om at komme i handelslære, da han blev konfirmeret.

Han havde sågar selv fundet en læreplads i en brugsforening, men da han kom hjem og fortalte sin far det, kom der andre boller på suppen.

- »Nej, du kan hjælpe til ved landbruget og så få lært at slagte,« sagde han. Og så fik jeg lært at slagte, siger Henry, der dermed røg i samme gryde som tre brødre.

Da Henry og Anna så blev gift i 1952, startede han selv som hjemmeslagter ved siden af det bette landbrug, parret havde overtaget i Koldkur syd for Hagebro.

Ejendommen var udstykket fra den gård, hvor Henrys far selv havde tjent som ung, så sådan kom det i stand.

- Men jeg var slet, slet ikke landmand, indrømmer Henry.

Anna havde, indtil de blev gift, arbejdet på Skive Sygehus som »gangpige« og mener, at det i dag ville hedde det lidt finere »serviceassistent«.

- Men dengang holdt kvinder jo op med at arbejde, når de blev gift. Det er en helt anden tid, vi snakker om, sukker Anna.

Børn kom der først til i 1954, 1958 og 1964, men Anna gik hjemme og passede ejendommen i Koldkur med køer og grise, mens Henry turnerede rundt som hjemmeslagter og med tiden også som uldkræmmer.

Det var syvende gang, Anna og Henry Sørensen holdt fest, da mandagens jernbryllup, som blev holdt i Mønsted Kulturhus, fulgte efter både krondiamantbryllup, diamantbryllup, guldbryllup, sølvbryllup, kobberbryllup og så det bryllup, der stod i 1952. Tiden må vise, om de også får et atombryllup (75 år) med i 2027. Foto: Henrik Bagge

Sjørups egen Mads Skjern

Da Sjørup Manufakturhandel på Vestre Skivevej så efter 50 år på stedet blev sat til salg, fik Henry mulighed for at udleve sin drøm som handelsmand, så parret slog til og flyttede fra Koldkur til Sjørup i 1962.

Henry fortsatte dog som hjemmeslagter indtil 1968, hvor tilværelsen som Ingeborg og Mads Skjern i Sjørup gik så godt, at de begge kunne leve af det.

Det gjorde de indtil 1985, da Henry fyldte 60 år og gik på efterløn, men Anna, der stadig havde fem år tilbage, inden hun kunne følge efter, blev hurtigt ringet op af sin søn, der gerne ville have hende ind på møbelfabrikken i Balling og arbejde, så det gjorde hun indtil 1990.

- Og det var jeg faktisk rigtig glad for, for der havde man nogle kolleger. Før gik jeg alene hjemme i butikken, mens Henry kørte rundt, og det er ikke det samme at have kunder som at have kolleger, griner Anna.

Imens havde Henry fået ekstra tid at gøre med, men ud over de tilladte 200 timers arbejde ved siden af efterlønnen, som han brugte ude på Kongenshus Hede, havde han en masse hobbyer at passe.

Han gav sig i kast med almuemaling og begyndte også at male på lærred, hvilket et par fine motiver i stuen vidner om.

Også slægtsforskning fangede hans interesse, og han har sporet sit eget stamtræ tilbage til 1600-tallets Tyskland, da han gennem Betzer-slægten er efterkommer af kartoffeltyskerne på heden omkring Grønhøj.

Siden Anna også kunne gå på efterløn, har parret desuden været særdeles flinke til at tage på kulturrejser, og turen er tit gået til østen, hvor både Kina, Thailand, Filippinerne, Sri Lanka og Pakistan er blevet besøgt.

Henry begyndte også at nedfælde sine erindringer, som han med hjælp fra et barnebarn fik udgivet i bogform i 2020 med titlen »Mit livs karrusel«.

Anna, derimod, har ikke sine erindringer på vej.

- Henry har altid skullet afsted, og det har jeg ikke haft behov for. Og der er ikke meget spændende at fortælle om at gå hjemme, griner hun.

De er grinende enige om at betegne Henrys bog om sig selv som »egoistisk«, og det er end ikke nævnt, hvordan han mødte sin hustru.

Men det kan vi så fortælle i Fjends Folkeblad i anledning af jernbrylluppet.

- Jeg var så dum at gå til landbobal i Venstre Ungdom i Skive, hvor jeg tjente dengang. Jeg skulle se, hvad det var for noget, og så rendte man over sådan noget, som man ikke kunne komme af med igen, siger Anna og skuler over mod Henry.

- Hvorfor kunne du ikke komme af med ham igen?

- Det var da, fordi han blev ved med at hænge i.

- Det var vel, fordi han var forelsket?

- Ja, det må man da tro, griner Anna.

Henry siger ingenting.

En god og en dårlig nyhed

Et jernbryllup er nu om dage ikke så usædvanligt, som det var engang.

I 2020 kunne 158 par i Danmark fejre den begivenhed, mens 1245 par fejrede krondiamantbryllup (65 år) og over 4400 par fejrede diamantbryllup (60 år).

Hele 12.410 guldbrudepar blev vækket til morgensang foran soveværelsesvinduet, og det er det største antal nogensinde, viser tal fra Danmarks Statistik.

Således den gode nyhed, men der er også en bagside af medaljen. Gennem snart mange år er næsten halvdelen af alle nye ægteskaber nemlig endt med skilsmisse.

Og det er ikke tal, der huer Anna og Henry.

- Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg synes, de giver op for tidligt. Man er nødt til at give lidt plads til hinanden og acceptere, at man ikke kan være enige om alting. Vi kunne da også have gået fra hinanden for længe siden, hvis vi ikke havde indrettet os lidt efter hinanden. Det er man da nødt til, siger Anna, inden hun understreger den vigtigste præmis.

- Der skal være ligeret i et ægteskab.

Hun indrømmer dog også, at de dystre tal delvist kan skyldes, at kvinder i dag kan forsørge sig selv og ikke behøver at blive i et forhold af nød, og hun kan måske endda også komme i tanker om enkelte ægtepar fra sin egen generation, der havde haft bedre af at blive skilt.

- Men jeg synes godt, man må slås lidt for det. Også for børnenes skyld.