Arkivfoto

Fodbold: Stoholm fik uafgjort

Fodbold, serie 4 for herrer, Bruunshåb/Tapdrup - Stoholm IF 2-2 (2-2)

FODBOLD Det omvendte møde hjemme mod Bruunshåb/Tapdrup blev tabt med hele 2-6, så derfor gjaldt det om for SIF at få en form for revanche, da der var dømt returmøde lørdag eftermiddag. Det lykkedes da også til dels - resultatet var i hvert fald langt bedre - for stillingen var 2-2, da dommer Søren Skovbo fløjtede af.

Netop dommer Skovbo var SIF-lejren ikke udelt begejstret for - to afgørende sekvenser faldt ikke ud til fjandboernes fordel, og det ærgrede Stoholm-træner Lasse ”Fynbo” Pedersen sig over, da der efterfølgende skulle gøres status.

- Allerede efter 6 minutters spil bliver Mark Svendsen sendt afsted mod deres mål, men en Bruunshåb/Tapdrup-forsvarer bremser ham med ulovlige midler. Vi så det som en klar nødbremse, men der blev desværre kun givet et gult kort. Derudover bliver vi - naturligvis efter vores opfattelse - snydt for et klokkeklart straffespark efter cirka en times spil. Lasse Svendsen spillede Mathias Rørbæk Klausen fri, og han afdriblede målmanden, der så nedlagde ham. Jeg overdriver ikke ved at sige, at ALLE på stadion - både hjemmehold og udehold - bare ventede på straffesparkskendelsen, men den kom bare aldrig, kunne Pedersen altså konstatere.

Ellers kunne uafgjort godt forsvares på en dag, hvor alle kampens fire mål faldt i 1. halvleg. Først lavede unge Morten Elgaard det forarbejde, som Morten Groth udnyttede - der var der bare spillet fire minutter, så episoden med nødbremsen på Mark Svendsen faldt altså lige bagefter SIF-scoringen.

Værterne fik dog udlignet efter cirka et kvarters spil, men allerede i det 25. minut kom SIF igen i front; Lucas Bach sendte Mark Svendsen afsted med en god aflevering, og Svendsen scorede sikkert. Den føring kunne fjandboerne dog ikke holde, og kort før pausen var der igen udlignet.

I de sidste 45 minutter var der fri slagudveksling - sejrsmålet kunne være gået til begge sider, og i slutfasen var SIF’erne under pres, da først Emil Rauff og dernæst Mathias Rørbæk fik et gult kort, men det sluttede altså med en pointdeling.

- Vi havde en del afbud på dagen - blandt andet havde vi Allan Søndergaard på mål, men han gjorde det sædvanen tro godt. De fleste fidusstemmer fik Morten Groth, men der skal også gives ros til helt unge Mathias Jørgensen, der spillede flot på en uvant plads på venstre back, lød det afslutningsvis fra Lasse ”Fynbo” Pedersen.

I den kommende runde skal Stoholm IF-Fodbold på udebane møde det ukrainske Sallingsund-hold - kampen spilles på Durup Stadion på søndag d. 2. oktober klokken 15.00.