Arkivfoto: Steen Don
Håndbold: Stoholm tabte til Skives reserver
Fjandboerne ydede en skidt indsats i lokalopgøret
Arkivfoto: Steen Don
Fjandboerne ydede en skidt indsats i lokalopgøret
13. februar 2023, 09.35
HÅNDBOLD Der var dømt lokalopgør i håndboldens 2. division, da Skive fH’s andethold sidste tirsdag tørnede sammen med Stoholms bedste mandskab.
Sæsonens første indbyrdes kamp mellem de to var en formsag for fjandboerne, der ved den lejlighed sejrede med hele 15 overskydende mål.
Sådan skulle det dog ingenlunde gå i »returkampen« mellem de to klubber.
Denne gang var det nemlig Skive fH’erne, som kunne juble over en sejr, da de på fornem vis hentede de to point med 30-25.
Da de to hold mødtes tilbage i november, var Skive-holdet stort set renset for spillere, der også er inde omkring klubbens førstehold. Tirsdag aften var der dog deltagelse af en stribe folk, som i et eller andet omfang er med på 1. divisions-mandskabet.
I Stoholm-lejren var cheftræner Allan Kjær naturligvis skuffet over den indsats, hans hold fik leveret.
- En overskrift er, at vi møder ung vildskab i dag, som ville det mere, end vi ville. Jeg tror egentlig, det er meget kendetegnende for kampens forløb hele vejen igennem. Vi mangler noget udstråling, power, vilje og gejst hele vejen rundt. Så det bliver en tam fornemmelse, og det er fra starten af, fortæller Allan Kjær.
At det kunne se sådan ud i et lokalopgør, som man altid gerne vil vinde, havde han svært ved at forstå.
- Helt ærligt, så kan jeg ikke forklare det. Vi har lige snakket i omklædningen om, hvad der lige sker i dag. Vi kommer bagud 4-0, og man kan efterhånden ikke tælle, hvor mange gange i sæsonen vi er kommet skidt i gang i første halvleg. Det har vi så altid formået at få vendt undervejs, men det skete slet ikke i dag. Vi må også tage hatten af for Skive og have dyb respekt for det, de leverer. Deres power overstrålede os især i første halvleg, erkender Allan Kjær.
Med nederlaget er det efterhånden sikkert og vist, at Stoholm har udspillet sin rolle i oprykningskampen.
- Vi napper lige et møde på torsdag og får snakket om, hvad det lige er, vi skal have ud af de sidste seks kampe, så vi har fælles snude i sporet. For man kan sige, at førstepladsen er væk. Den fornemmelse sad vi nok også med efter kampene mod Nørre Djurs og Mors. Måske har det sat sig lidt i os, siger han.