Hans Nielsen fra HH Trælast & Byggecenter har lige nu travlt med at returnere de mange robotplæneklippere, firmaet har haft opstaldet til service og eftersyn henover vinteren. Foto: Henrik Bagge

Hus og have: Bliv forårsklar med Hans

Indehaveren af HH Trælast & Byggecenter har gode tips og tricks til haven

HAVE At marts er ensbetydende med forårets komme, har, i hvert fald i år, vist sig at være et udsagn, der kun er vejledende.

Med hyppig nattefrost og sågar snefald så sent som den 6. april er kalenderen i hvert fald for havefolket noget, der bør tages med forbehold.

Det siger Hans Nielsen fra HH Trælast & Byggecenter i Stoholm, der lige nu har travlt med at give gode tips og tricks til de husejere, der gerne vil så tidligt som muligt i haven og gøre noget ved den.

Vent til frosten er væk

Temperaturen og vejret spiller en stor rolle, hvis man vil sikre en pæn og stærk plæne.

- Man skal helst ikke slå græs, når det fryser alt for meget. Det har græsset ikke godt af, siger Hans Nielsen, mens det sner udenfor.

Det første, man skal gøre inden noget andet, er at give plænen noget kalk og gødning. Det skal man gerne gøre tidligt forår, så det kan komme ned sammen med nedbøren. Den kommer typisk i løbet af marts og starten af april, men typisk er ikke det samme som altid, og i år har marts været meget tør.

- Jeg kan kun tale generelt, for jeg kan ikke lave om på vejret. Men nu er der kommet nedbør her i starten af april, og det går ud på at få givet kalk og gødning, mens det er vådt, så det kan komme væk fra overfladen, siger Hans Nielsen.

Det samme gælder i øvrigt for efteråret inden den første frost, så plænen har noget at leve af henover vinteren.

Frem med plæneklipperen

Når plænen så har fået noget at leve af, er det tid at få plæneklipperen ud.

Flere og flere har fået robotplæneklippere, og mange har dem også til service hos HH Trælast & Byggecenter, hvor en stor del af robotplæneklipperne tilmed overvintrer.

Det betyder, at Hans Nielsen leverer dem tilbage til opstart, og her kan tålmodigheden godt komme på prøve hos nogle kunder.

- De vil høre, om vi ikke snart kommer med dem, og det kan vi godt, men så længe, det fryser, er det for tidligt, for græsset gror ikke ret stærkt, siger Hans Nielsen.

Man køber typisk en vinteropbevaring på en robotplæneklipper, så HH Trælast & Byggecenter laver service og eftersyn på dem, inden de kommer tilbage til ejeren om foråret.

Hans Nielsen anslår, at man har op mod 200 robotplæneklippere inde til service og overvintring. De skal så igen fordeles til foråret, og med de nykøb, der kommer til, er det en hektisk tid, man går i møde.

- Der bliver pres på, lige når den tid er, siger Hans Nielsen, der dog regner med at være i mål med den del inden påske.

Robotter i restordre

Hvad angår nykøb, er der ifølge Hans Nielsen opstået knaphed på robotplæneklippere, som i et vist omfang er i restordre.

- Allerede nu har de skubbet leveringen og kan stadig ikke sige, hvornår de kommer. Så de er udfordret, og sidste år måtte nogle vente to måneder fra bestillingen, inden de fik den. Og det er det samme, vi oplever lige nu, siger Hans Nielsen.

Udfordringen består i mangel på nogle printplader og el-komponenter på Husqvarnas fabrikker i England.

En anden ting, der lige nu er stor efterspørgsel på, er belægningsrens til fliserne, og den har HH Trælast & Byggecenter til gengæld nok af.

- Men også i den henseende venter vi lidt på noget mere varme, siger Hans Nielsen.