Kristian Pihl Lorentzen. Arkivfoto

Utidig aflivning af håndværkerfradraget

På foranledning af regeringen udfases den 1. april 2022 det populære håndværkerfradrag i BoligJob-ordningen. Det er et skattesmæk til danske boligejere, og det er skadeligt for den grønne omstilling. Det gør det bl.a. dyrere for mange danskere at omstille sig væk fra russisk gas. Og så risikerer vi nu mere sort arbejde, fordi ordningen bidrager til at gøre sort arbejde hvidt.

Det var med Venstre i spidsen, at vi i 2011 indførte BoligJob-ordningen som et skattefradrag til udgifter forbundet med bl.a. håndværkere til grønne forbedringer eller anden service i hjemmet. SRSF-regeringen afskaffede dernæst fradraget. I forbindelse med valget i 2015 lovede Venstre at indføre BoligJob-ordningen med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2015, hvilket blev gennemført, da Venstre igen overtog regeringsansvaret i juni 2015.

BoligJob-ordningen er en økonomisk håndsrækning til danskerne. Ordningen har bestået af både et servicefradrag og et håndværkerfradrag, og det giver mulighed for, at man kan få fradrag for arbejdsløn til både serviceydelser og håndværksydelser i hjemmet. Omkring 500.000 bruger årligt ordningen. 270.000 benytter sig årligt af håndværkerfradraget i ordningen. Og det er især danskere med ganske almindelige indkomster, der gør brug af ordningen. 7 ud af 10 af brugerne af BoligJob-ordningen tjener under 500.000 kr. om året.

Med afskaffelsen oplever boligejerne endnu et skattesmæk på 600 mio. kr. årligt, fordi håndværkerfradraget i BoligJob-ordningen nu fjernes. Det kommer oveni, at regeringen siden valget i 2019 har hævet - eller foreslået at hæve – skatter, afgifter og gebyrer mere end 40 gange for milliarder. Det bliver dyrere at være dansker på et tidspunkt, hvor alle danskere udfordres voldsomt af stigende priser på varme, brændstof og fødevarer.

Det skader også den grønne omstilling, når håndværkerfradraget afskaffes, fordi ordningen understøtter grønne renoveringer af danskernes privatboliger - fx installation af varmepumpe. Det er fuldkommen skørt og utidigt at afskaffe en ordning, som hjælper den enkelte dansker og samfundet væk fra afhængigheden af russisk gas.

Venstre vil en anden vej. Vi mener, at danskerne skal beholde flere af deres egne penge. Med vores skattestop vil vi i stedet skabe ro om danskernes økonomi midt i en alvorlig tid, også når det gælder boligejerne.