Forfatter Jeanette Kaptain fra Sparkær, der her ses i en båd på Nilen, kaster i sin debutbog en redningskrans ud til læseren, der med rådgivning og inspiration udstyres med værktøjer til at tage ejerskab over eget liv. Privatfoto

Modtog 15.000 sms´er på ni måneder: Stalking ledte til lokal forfatters debut

Jeanette Kaptain fra Sparkær debuterer som forfatter med en bog om at tage styringen i eget liv

LITTERATUR I løbet af ni måneder modtog de 15.000 sms’er fra et nært familiemedlem, der ikke ville lade dem være i fred.

Chikanen stoppede først, da stalkeren gik bort, men da havde det sat sig så dybe spor i den lille familie på fire, at det i de forgangne seks år er blevet forsøgt bearbejdet på forskellig vis.

Der har været samtaler og støtte fra fagpersoner, der har været pårørenderådgivning fra foreningen Sind, og der er blevet taget imod et socialt akuttilbud.

Moderen i familien har imidlertid fundet sin helt egen vej ud af krisen.

44-årige Jeanette Kaptain, der bor i Sparkær med sin mand og to drenge, fandt nemlig vej til tasterne og har formået at skrive sig ud af mørket og vende stor smerte og sorg til læring, erfaring og taknemmelighed for nuet.

I første omgang foldede kreativiteten sig ud i form af digte, men nu har Jeannette Kaptain begået en hel bog, som blev lanceret ved et arrangement i hjembyens medborgerhus lørdag den 2. september.

Debuten med titlen »Kaptain i eget liv« udgiver Jeanette Kaptain på eget forlag, og med den afsluttes et mørkt kapitel i den nyslåede forfatters liv.

Ud på dybt vand

Med udgangspunkt i det mørke, familien befandt sig i efter den omfattende stalking og det dødsfald, der fulgte i dens kølvand, har Jeanette Kaptain bevæget sig baglæns i tiden og fået ryddet godt op i sindets afkroge, som det også afdækkes i bogen.

- Så jeg har virkelig også bevæget mig ud af min comfort zone ved at lægge frem, hvad jeg har været igennem helt fra min barndom og til nu. Men det har været godt, og jeg håber, at jeg kan inspirere andre, eller at nogen kan spejle sig i, at kriser og udfordringer faktisk godt kan vendes til nyttig læring og bruges til at komme fra mørket ud i lyset, siger Jeanette Kaptain.

Perioden med først det nære familiemedlems stalking og dernæst dennes død, gjorde i første omgang Jeanette Kaptains følelsesliv til ét stort rod.

- Oveni den stress og angst, jeg i forvejen havde fået, var dødsfaldet både forbundet med skyld og skam og en stor sorg, men samtidig også en kæmpe lettelse og befrielse. Så det var ret ekstremt at stå i, at man på den ene side kunne puste ud, fordi det nu var ovre, men samtidig også havde mistet en del af én selv, ved at et familiemedlem var gået bort, siger Jeanette Kaptain.

Har startet eget firma

»Kaptain i eget liv« er en erfaringsbaseret bog med rådgivning og inspiration, med værktøjer og øvelser, som forhåbentlig kan hjælpe læseren til at tage ejerskab over eget liv.

- Det handler blandt andet om, hvordan man selv kan styre de tanker og følelser, som giver vores handlinger og adfærd og dermed også vores liv, siger Jeanette Kaptain.

Hun har selv formået at etablere en hverdag med personlig udvikling baseret i naturen, yoga og mindfulness samt nærvær og godt med eventyr og rejser i selskab med familien.

- Jeg har fundet ud af, at det er enormt vigtigt at kende sig selv godt. At vide, hvornår man skal sige til og fra, hvilke grænser man skal sætte, og hvordan man er selvkærlig. Ikke at dunke sig selv i hovedet, men faktisk belønne sig selv og holde pauser. Det er blandt andet en erkendelse, jeg er nået frem til gennem arbejdet med denne bog, siger Jeanette Kaptain.

Hun har nu også startet eget firma, der under navnet Designs by Kaptain blandt andet tilbyder undervisning i yoga, dans og andre kreative designs.

Jeanette Kaptains forfatterdebut, »Kaptain i eget liv«, er på 200 sider og udgives på eget forlag.