Jeannette Kvick er både co-driver i JP Racings bil og løbsarrangør af Rally Stoholm, der har koblet sig på et initiativ fra Sverige, hvor Volvo Cuppen indsamler penge til plantning af nye træer, så der torsdagen før rallyet symbolsk vil blive plantet nogle nye æbletræer i Tastum. Arkivfoto: Henrik Bagge

Vil give igen til miljøet: Rally Stoholm giver den grøn gas

Arrangørerne vil symbolsk plante nogle æbletræer i Tastum op til løbsweekenden

STOHOLM En af prøverne til det forestående Rally Stoholm, der afvikles i weekenden 4.-5. november over det meste af Fjends, slutter i Tastum.

Men allerede inden Rally Stoholm, som også udgør DM-finalen, for alvor skydes i gang om fredagen, vil den lille by i Vestfjends komme til at nyde godt af den store begivenhed.

Om torsdagen vil det nemlig symbolsk blive markeret, at rallysporten også er en miljøbevidst en af slagsen, der er opmærksom på de omgivelser, der leverer størstedelen af sportens udfordrende prøver.

Det betyder, at arrangørerne bag rallyet vil komme til Tastum for i fællesskab med byens borgerforening at plante nogle æbletræer på byens fællesplads, der sidste år fik midler fra Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg til en generel opgradering.

Får plads ved stakladen

Og til det formål er en række æbletræer et velkomment supplement, oplyser Peter Adser-Larsen, der er formand for Tastum Borgerforening.

- Der er sket meget på pladsen nede ved stakladen det sidste år. Selve laden, hvor byens borgere kan samles, og en legeplads på stedet er blevet lovliggjort. Der er kommet strøm, og der er også lavet et par høje, der pynter i området. Og så har vi i forvejen plantet nogle træer på stedet, så vi er glade for, at Rally Stoholm har tænkt på os med de æbletræer, vi nu også får, siger Peter Adser-Larsen.

En fed idé

Rallyets arrangør, Jeannette Kvick, oplyser, at aftalen er kommet i stand i samarbejde med Skovdyrkerforeningen og organisationen Plant et Træ og har Smollerup Skov & Have som sponsor.

Men ideen er kommet fra Sverige, hvor Volvo Cuppen har taget initiativ til at indsamle et fast beløb per kørt prøvekilometer, som går til at plante flere træer.

I Danmark er forventningen, at det kan blive til op mod 2000 nyplantede træer i Midt- og Vestjylland.

- Vi synes, det er en fed idé og en god måde at give noget igen på, når vi bruger naturen i vores sport. Så vi sagde ja, med det samme vi fik muligheden for at være del af det projekt, siger Jeannette Kvick.