LØGSTRUP Det er en gammel dame, som i denne uge runder endnu en milepæl i Løgstrup.
Brugsen fylder nemlig 125 år, og det bliver behørigt fejret, når Morten Aarslev Glanz, der har været uddeler i Løgstrup siden august 2021, sammen med resten af besætningen i Dagli´ Brugsen og bestyrelsen tager imod til en gratis øl eller vand og en pølse, mens der er gratis is til børnene.
- Det er egentlig tirsdag den 3. maj, der er den officielle dato, men vi vil hellere fejre det lørdag, hvor folk har fri, siger Morten Aarslev Glanz.
Som næsten ny uddeler i Løgstrup kender han ikke selv hele historikken bag Løgstrup Brugsforening, men bestyrelsen vil være talrigt til stede i et område udenfor til at klare den del.
Ganske vist er det dog, at Brugsen i Løgstrup er en af mange, der så dagens lys lige omkring det forrige århundredeskifte.
Kæmpe blomstermarked
Ifølge uddeleren er der lagt op til ren markedsstemning, da jubilæet ikke er det eneste, der kommer til at fylde på pladsen foran butikken.
Det bliver nemlig kombineret med et kæmpe blomstermarked, som i forvejen er en af Dagli´ Brugsen Løgstrups forcer.
Det er det blevet under kyndig udvikling af Karsten Sand, der gennem snart mange år har været den medarbejder, der har løftet ansvaret for en velassorteret afdeling med frugt, grønt og blomster.
- Vi har så udvidet med et større telt i år, samtidig med at vi lægger det sammen med jubilæet, så vi rigtig kan skabe noget liv foran Brugsen denne lørdag, siger Morten Aarslev Glanz, der dog starter den store blomsterbonanza allerede torsdag morgen.