Fra venstre er det kasserer og sekretær i Mønsted IF Frank Mikkelsen, træner Lone Lohse, træner Nanna Povlsen og formand i Mønsted IF Knud Mikkelsen. Privatfoto

Succeshistorie fortsætter: Nye trænere til Mønsteds kvinder

Mønsted IF har nyt makkerpar klar på spindesiden

MØNSTED I ly af vinterens mørke er forberedelserne til forårets fodboldsæson godt i gang i egnens klubber, og i Mønsted IF følger man op på et succesrigt intitiativ fra sidste sæson.

Den kvindefodbold, der på opfordring blev startet op i 2022, havde så megen klangbund, at en trup på 16 spillere i foråret opnåede en førsteplads og i efterået en andenplads i Dame C-rækken i den såkaldte 7/11 turnering.

Det skete under kyndig ledelse af trænerne Gustav Jønsson og Kasper »Speedy« Henriksen, men nu har den unge, dynamiske duo sluppet tøjlerne og overladt dem til et rutineret makkerpar i skikkelse af Lone Lohse, der i forvejen er målmand på holdet, og Nanna Povlsen fra Højslev, som sammen skal forestå træningen i 2023.

De har tidligere spillet sammen på højt niveau i Skive, så de kender hinanden godt og har en god erfaring med i bagagen.

- Specielt Lone kender jo vores klub indefra og har været med til at skabe et dejligt, socialt miljø omkring kvindefodbolden her. Og det er vores håb og tro, at vi sammen med det nye trænerteam kan fastholde og tiltrække flere kvinder til fodbolden i klubben. Vi har i hvert fald med ansættelsen af de to sendt et signal om, at vi vil kvindefodbolden i Mønsted IF, siger kasserer og sekretær Frank Mikkelsen.

Træningen starter den 4. februar, ligesom det er tilfældet for klubbens seniorherrer, og der er efterfølgende suppe, inden fodboldafdelingen afholder generalforsamling.