Formand for Stoholm Borgerforening Susanne Bak var blandt de mange fremmødte på torvet ved Spar købmanden, da Stoholm Handelsstandsforening hyggede om folket med varme pøller og kolde øller efter en fælles indsats med at gøre byen forårsklar med en hovedrengøring. Foto: Christina Mader Kjær

Affaldsindsamling: Mange fejede for egen dør først

Over hele Fjends deltog borgere i ugens løb i Affaldsindsamlingen 2022

FJENDS De havde lokket med en lille efterfest, og det var noget, folket kunne forstå.

Da Stoholm Handelsstandsforening meldte sig ind i kampen om at bidrage til Affaldsindsamlingen 2022, var det med kampagnen »Fej for egen dør«, hvor opfordringen lød til byens borgere, at man skulle bruge lidt tid op til den 29. marts på at feje for egen dør først (og eventuelt også lidt foran naboens), samtidig med at en række af byens butikker havde nogle fejende flotte tilbud.

Der var travlhed ved pølsevognen, da det arbejdende folk, herunder en del bypedeller, skulle have noget i skrutten efter dagens dont med at »feje for egen dør først«. Foto: Christina Mader Kjær

Når byens udseende og den gode samvittighed så var i orden, kunne alle mødes på torvet ved Spar købmanden og give hinanden et klap på skulderen for godt arbejde, mens en pølse kunne skylles ned med en øl eller vand.

Og ifølge købmand Daniel Hovgaard Nielsen gik det rigtig godt. Omkring 100 tog imod det tilbud, anslår han, så pølserne fik ben at gå på, og der blev trukket godt med kapsler af flaskerne.

Læs også på skivefolkeblad.dk
Fjends

Lokkede med gode tilbud, musik og helstegt pattegris: Handelsstand var svineheldig med vejret

Store og små i gang

Men også mange andre aktører har været i gang med at bidrage til Affaldsindsamlingen 2022.

Alene i Viborg Kommune var 3383 børn fra skoler og dagtilbud i løbet af ugen ude at samle affald.

For eksempel benyttede 1. årgang på Stoholm Skole sig af en liden størrelse til at komme rigtig godt ind i buskadset rundt omkring i byen for at samle det affald op, der havde gemt sig mest, og det var ikke så lidt, som man kan se på et billede her på siderne.

En flok meget engagerede børn fra 1. årgang på Stoholm Skole kunne rydde op på steder i byen, hvor ingen andre kunne klemme sig ind, da de i ugens løb støttede Affaldsindsamlingen 2022. Privatfoto

50 kilo skrald i Mønsted

Også fra Mønsted er der kommet billeder fra søndagens affaldsindsamling, hvortil borgere i alle aldre var inviteret af Mønsted Lokalråd og Mønsted Bypedeller for at gøre naturen i og omkring Mønsted klar til foråret.

Her havde Danmarks Naturfredningsforening leveret indsamlingsposerne, og efter et par timers arbejde var Dagli´ Brugsen vært ved en øl eller vand til de 25 hjælpsomme borgere.

Alle byens generationer gav et nap med, da et par timer søndag formiddag blev sat af til »Ren Mønsted« affaldsindsamling. Foto: Kurt Mosgaard

De skabte ifølge tovholder Kurt Mosgaard høj stemning og samlede intet mindre end 50 kilo affald ind i form af blandt andet øldåser, plastik og engangsservice.

Læs også på skivefolkeblad.dk
Fjends

Penge til byudvikling i Fjends: Møn-steder, flagermus, flagallé og muldtoilet

Også i omegnen af Løgstrup havde man flere steder meldt sig på med en af Danmarks Naturfredningsforenings arrangementer.

Således samlede de skrald ind i både Kvols og Knudby/Borup/Kvosted, mens der også i Nordfjends var indsamlinger i både Bøstrup og Ørslevkloster.