Børnene kunne støbe deres egne byggeklodser i kaffegrums og ler. Foto: Lindy Jørgensen

Stort ståhej på en søndag: Børn legede sig til tanker om den fremtidige planet

Flyfabrikken i Fly har for andet år i træk lagt jord og kræfter til »Det store ståhejgilde«, som ikke kun er underholdning, men også demokratisk input til børnene

FLY Rasmus Johansen mente nok, at han havde lavet en aftale med tordenguden Thor aftenen inden, at »Det store ståhejgilde« skulle løbe af stablen i Flyfabrikken i Fly.

Men få minutter i åbningstid sønsdag formiddag hang store, mørke skyer lige vest for Flyfabrikken, og de var begyndt at sende små dråber afsted mod pladsen, hvor der blev arbejdet på højtryk for at blive færdig med de sidste forberedelser.

Der var nemlig inviteret til »børnemøde i folkehøjde«, og selvom regnen tog til, og der også indimellem kom lidt buldren i det fjerne, så havde en del børn og deres voksne trodset vejrguderne og var taget til en indholdsrig dag.

For der var nok at opleve dagen igennem. Ikke bare dukkede den børnekære Onkel Reje op på »Den orange bøgescene«, men bandet Æsken gav den også gas med musik og fest i teltet.

Flys eget Cirkus Højdeskræk viste, hvad det kunne, ligesom de inviterede børn fra Salling Cirkus Kids også gjorde det. Og indimellem det hele var der fællessang og historiefortælling.

Men det var ikke meningen, at dagens gæster bare skulle læne sig tilbage og lade sig underholde. Rundt omkring var der workshops, hvor børnene - gerne sammen med deres voksne - kunne boltre sig i tankegods om fremtiden, den planet vi bor på, og den verden vi lever i.

Helt bogstaveligt skulle børnene have hænderne ned i dejen for at forme det, de drømmer om, håber på - og frygter. I en workshop kunne man både tegne det sted, man drømmer om at leve i fremtiden, men også hvad det værste scenario kunne være.

Byggeklods med kaffegrums

Man kunne også med genbrugsmaterialer være med til at bygge en hel by, og i en tredje workshop skulle man give sit bud på, hvordan en fremtidig beboelig planet kunne se ud. Alt sammen bæredygtigt.

Det samme var det i en workshop, hvor man kunne lave sin egen byggeklods af kaffegrums blandet med ler. På den måde blev børnene inspireret til både at udnytte kaffegrums som restprodukt og mindske mængden af ler.

- Og på den måde bliver klodsen også lettere, forklarede Else Marie Rasmussen og Caroline Nørgård fra workshoppen.

Fra en anden workshop lød pludselig en klar drengestemme.

- Jeg gider godt at have en ny cykel.

Det var treårige Milan Krushave Nørgaard fra Dronninglund, der snakkede ind i ønskemegafonen. Den havde Kulturprinsen i Viborg stillet til rådighed i dagens anledning, og Milan var faktisk den første, der ønskede sig noget. Og helt i arrangementets ånd gik hans ønske i den klimarigtige retning.

Hans storesøster Selma Krushave Nørgaard på seks år var i gang med at tegne det bedste sted, hun kan forestille sig for fremtiden: Et badebassin. Og sammen med de andre børns tegninger blev den hængt op i udstillingen inde i det ene drivhus på Flyfabrikken.

Rundt om på pladsen blev man bombarderet med indtryk - blandt andet med en tur gennem tarmkanalen, en sansesti gennem et lille stykke skov. Og var det ikke nok for en, kunne man tage en tur i kartoffelladen til oplevelsesforestillingen »Ting«, hvor man udstyret med hovedtelefoner selv blev en del af et brætspil med 100 gule ting, som man skulle forholde sig til i løbet af stykket.

Efter at have skulet op mod himlen i godt en times tid, kunne Rasmus Johansen begynde at slappe af. Bygerne blev nemlig afløst af solskin, og det betød også flere mennesker.

Han vurderede, at der var mellem 550 og 600 deltagere dagen igennem.

Rasmus Johansen og Eva Mikkelsen bød velkommen, og selvom regnen væltede ned uden for teletet, så var det gode humør og humoren intakt. Og med en fællessang eller to steg humøret endnu nogle grader. Foto: Lindy Jørgensen
Milan Krushave Nørgaard brugte ønskemegafonen til at fortælle om det, han ønskede sig allermest: En ny cykel. Foto: Lindy Jørgensen
I en af workshopsene kunne man enten tegne sin fremtidige ønske by eller den værste by, man kunne forestille sig. Foto: Lindy Jørgensen
Animationsskolen i Viborg tilbød børnene, at de kunne lave en tegnefilm på helt gammeldags vis. Foto: Lindy Jørgensen
Hvordan ser fremtidens planet ud? Det skulle blandt andre Donya fra Katballe, Ella fra Viiborg og Ingeborg fra Hald Ege finde ud af. Foto: Lindy Jørgensen
Søndag eftermiddag gik Onkel reje på »Den orange bøgescene« og leverede som altid et underholdende show for både børn og voksne. Foto: Rasmus Johansen