Familien kan blandt andet komme helt tæt på køerne hos de landmænd, der den 17. september deltager i »Åbent Landbrug«. Pressefoto
LANDBRUG Træk i gummistøvlerne, tag familien i hånden og gå på opdagelse i dansk landbrug.
Søndag den 17. september er der mulighed for at komme helt tæt på kalve, grise og høns, komme med op i de store landbrugsmaskiner eller se, hvordan man producerer kirsebærvin eller grøn strøm, når i alt 85 landbrug og virksomheder åbner portene op for nysgerrige gæster.
Formålet med »Åbent Landbrug« er at give alle, der har lyst, en mulighed for at komme helt tæt på landbruget, forklarer formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard.
- Vi tror på, at man kommer længst med en åben dialog. Alle har en mening om det, vi spiser til dagligt, og i takt med, at spørgsmål om bæredygtighed og klima er noget, der aktivt diskuteres i forhold til fødevareproduktionen, er behovet for at se produktionen endnu mere vigtig, siger han.
I år åbner 85 landmænd og virksomheder, deriblandt landmænd ved Skive og Struer, dørene op for nysgerrige danskere, der kan lære mere om både køer, grise, høns, får, geder og alt det, der vokser på marker og buske.
Derudover er der mulighed for at besøge virksomheder og lære mere om produktion af blandt andet mejeriprodukter, biogas, dyrkning af forskellige grøntsager og planteforædling.
- Det er den bredeste palette af værter, som vi nogensinde har haft. Der er virkelig noget for enhver smag, siger Jan Morre Christensen, projektleder ved »Åbent Landbrug«.
Derudover kan gæsterne i år også blive klogere på klima og landbrug. De vil blandt andet blive mødt af skilte, hvor de kan se, hvilke natur- og klimatiltag der er på den gård, som de besøger. Det er konkrete tiltag, som er en del af udspillet »Dyrk mulighederne«, der er landbrugs- og fødevareerhvervets klimaplan frem mod 2030.
Og så er der som altid garanti for sjove oplevelser, halm i lommerne og masser af frisk luft. I Vestjylland kan man blandt andet besøge en økologisk gedefarm, høre hvordan bigballer giver varme i lokalområdet og blive klogere på grøn strøm.
Det hele er gratis og foregår fra midt formiddag til midt eftermiddag. Du kan læse meget mere om, hvad du kan opleve og booke en billet hos den landmand eller virksomhed, som du gerne vil besøge, på aabentlandbrug.dk.