Arbejdsgruppen for fjernvarme til Østfjends har nået målet om uforpligtende tilkendegivelser fra syv ud af 10 potentielle kunder i Mønsted, Sparkær og Gammelstrup. Indtil videre har således 427 adresser gjort sig fortjent til dette skilt i blomsterbedet. Privatfoto

Det luner: Østfjends i mål med fjernvarmetilsagn

Med 427 uforpligtende tilkendegivelser, kan arbejdsgruppen for fjernvarme til Østfjends gå videre med arbejdet

FJERNVARME Målet var 420 inden den 1. december 2022, og da tilsagn nummer 427 tikkede ind i løbet af sidste uge, har arbejdsgruppen bag fjernvarme til Mønsted, Sparkær og Gammelstrup nu opfyldt ambitionen om at få tilsagn fra mindst 70 procent af de berørte husstande.

- Vi er i mål, men vi stopper ikke her. Der er fortsat små tre uger til deadline, og jo flere, vi bliver, jo bedre økonomi, siger Kurt Mosgaard, Mønsted, fra arbejdsgruppen.

Dens medlemmer vil derfor i de kommende uger tage direkte kontakt til virksomheder samt de boligejere, som fortsat overvejer.

Den samlede målgruppe for uforpligtende tilkendegivelser om tilslutning til fjernvarme i Østfjends via en rørledning fra Stoholm Fjernvarmeværk udgøres af i alt 607 mulige kunder.

Bedste potentiale i Østfjends

I sidste uge deltog arbejdsgruppen også i et møde på rådhuset i Viborg, hvor kommunen orienterede om sin plan for udrulning af fjernvarme.

Her deltog 14 etablerede fjernvarmeværker og en række arbejdsgrupper som den i Østfjends, blandt andet også fra Vridsted og Fly.

På programmet var en briefing fra rådgivningsvirksomheden Cowi om dens undersøgelse af grundlaget for fjernvarme i 25 mindre byer i Viborg Kommune.

Og til Kurt Mosgaards store tilfredshed indtog Mønsted førstepladsen med det bedste økonomiske potentiale med Sparkær på en flot fjerdeplads.

Billigere end varmepumper

Undersøgelsen blotlagde også, at fjernvarme i byer som Mønsted og Sparkær ville blive meget billigere end luft-til-vand varmepumper.

Med alle mulige forbehold i forhold til udviklingen i elpriser, arbejdsløn, rør, varmepumper og andre materialer lød et slag på tasken på en årlig udgift på omkring 20.000 kroner for fjernvarmebrugere mod omkring 30.000 kroner for varmepumpe-boliger.

- Så det tegner godt, lyder det optimistisk fra Kurt Mosgaard.

Nu venter et møde med arbejdsgruppens samarbejdspartnere i Stoholm om de næste skridt i processen.

De omfatter en ekstraordinær generalforsamling i Stoholm Fjernvarmeværk, projektering samt ansøgninger til statslige og regionale puljer.