07. september 2023, 12.35
KULTUR Viborg Bibliotekerne barsler med et stort efterårsprojekt, der bringer litterære fællesskaber til alle institutionens 10 folkebiblioteker, herunder det i Stoholm.
I løbet af september, oktober og november kommer Viborg Bibliotekernes læseglade ansatte således rundt på alle kommunens biblioteker og serverer læsetips, gode historier og litteraturfællesskaber.
Nogle steder er der fælleslæsning, andre steder er der højtlæsning, og de fleste steder er der bogcafé med udveksling af læseforslag til inspiration for alle.
På Stoholm Bibliotek er der tirsdag den 5. september noget så specifikt som en strikkebogscafé, hvor litteraturformidler Johanne Behrmann, vil folde strikkebøgernes mangfoldige verden ud, inden der den 26. september er bogcafé samme sted.
Bibliotekarerne vil således køre rundt i hele den omfangsrige kommune med store bogstakke, så de kan give deres eget bud på fængslende, sjove og varme læseoplevelser.
De vil anbefale nye romaner og krimier, men ældre yndlingsbøger og andre genrer kan også snige sig ind i fortællerunden.
- At formidle den litteratur vi har stående på bibliotekets hylder - både fysisk og digitalt - er én af folkebibliotekets kerneopgaver. Så vi skaber de litterære fællesskaber ved at rykke ud med vores populære bogcaféer i hele kommunen, og det glæder vi os meget til, siger leder for Kultur og Oplevelser Mikael Vinter Graaberg.