AKTIVITET I tre år har de været i gang, og søndag den 27. august kom så belønningen for det hårde arbejde, da Vroue Beboerforening kunne indvie et storslået og ambitiøst aktivitetsområde midt i byen, hvor både store og små kan boltre sig.
I centrum for det hele er en legeborg, der med sine talrige tårne, broer, klatrevægge og rutsjebaner næsten tager sig ud som et eventyrland i sig selv, og dertil kan man lægge en sandkassebåd, et gyngestativ og en karrusel.
Legepladsen med blandt andet et stort legetårn, trampoliner og et sandkasseskib har været under opsejling i tre år. Foto: Henrik Bagge
Også en mini-boldbane med bander og mål er det blevet til, og den modulopbyggede legeplads er leveret af Lars Laj Playgrounds, der også har monteret alle dens delelementer efter forudgående konsultationer om, hvad der ville fungere bedst i lige netop Vroue.
Til indvielsen trakterede man med popcorn, slush ice, øl, vand og pølser, og det kald havde omkring 200 borgere i alle størrelser hørt.
Det flød tykt med slush ice fra hanerne, da omkring 200 borgere var med til indvielsen af Vroues nye aktivitetsområde, der også rummer et madpakkehus. Foto: Henrik Bagge
Særligt de mindste fik lidt mere ud af dagen, end de havde kalkuleret med, for til at klippe den røde snor havde man formået at få selveste julemanden til at afbryde sin sommerferie.
Så efter en tur i kanen dukkede han op i Vroue i klipklapper og med de vinterblege ben hængende nedenud af et par sommershorts, mens både pose og sæk var fyldt med godter.
Julemanden havde både i pose og sæk, da han klippede den røde snor til Vroues nye legeplads. Foto: Henrik Bagge
Myreflittige frivillige
Forud for indvielsen er gået et stort og slidsomt arbejde med at rive den gamle legeplads ned, grave ud til den nye og lægge fliser og sand for blot at nævne nogle af opgaverne, inden opsætning af et nyankommet hegn nu venter.
I Vroue skorter det heldigvis ikke på rugbrødsmotorer, og ifølge Morten Sørensen fra Legepladsudvalget har det hele vejen været let at tromme en flok myrer sammen, når der var brug for det.
Legepladsudvalget har lagt omkring tre års arbejde i det nye, flotte aktivitetsområde i hjertet af Vroue, der bugner af tilbud til både store og små. Foto: Henrik Bagge
- Folk herude springer til med det samme, når der skal laves sådan noget. Vi laver lige et opslag i vores facebook-gruppe om, at i aften lægges der fliser, og så står der 20 mand til det. Så det er en fornøjelse, siger Morten Sørensen.
Omkring 200 borgere fra Vroue og de omliggende byer deltog i indvielsen af byens nye aktivitetsplads. Foto: Henrik Bagge
Tre år undervejs
Starten på arbejdet med at skaffe byen en ny legeplads daterer sig faktisk tre år tilbage, da beboerforeningen gjorde opmærksom på, at den gamle legeplads var udtjent, og det var tid at få et nyt aktivitetsområde.
Klipklapper er ikke skabt til at spille fodbold i, så de røg af, da boldbanen skulle tages i brug. Foto: Henrik Bagge
Ideer blev kastet op i luften, og faktisk har man formået at gribe så mange af dem, at det langtfra kun er en ny legeplads, byen nu kan bryste sig af.
Det har grebet så meget om sig, at børnene nu også har fået trampoliner, der er blevet etableret både boldbane, petanquebane og bord-/bænkesæt, og så har man fået bygget et flot madpakkehus, så hele aktivitetsområdet nu fremstår indbydende for borgere i alle aldre.
Omkring 200 borgere fra Vroue og de omliggende byer deltog i indvielsen af byens nye aktivitetsplads. Foto: Henrik Bagge
Mange har en aktie i det
Sådan et slaraffenland falder selvfølgelig ikke bare ned fra himlen, og meget af tiden er da også gået med at søge byggetilladelser og fonde, afslører Morten Sørensen.
3-årige Alma Bundgaard Mogensen fra Viborg havde glædet sig hele ugen til at komme på besøg hos mormor og morfar i Vroue, så hun kunne få testet byens nye, flotte legeplads. Foto: Henrik Bagge
Den samlede pris for hele molevitten er endt på godt en million kroner, men den er tilvejebragt ad mange veje med væsentlige bidrag fra både Viborg Kommune, Norlys, LAG Skive-Viborg, Indenrigs- og Boligministeriets Landdistriktspulje samt en lokal indsamling.
- Det hele er jo foregået i etaper, så der er søgt penge til noget hos én fond, og til andre ting hos en anden fond, så man ikke risikerer overfinansiering af noget af det. Men der er samlet 900.000 kroner ind hos fondene, og så har vi lokalt samlet 103.000 kroner ind hos både borgere og erhvervsdrivende. Så det, synes vi, er meget flot, siger Morten Sørensen.
Den store legeborg er modulopbygget og leveret af Lars Laj Playgrounds. Foto: Henrik Bagge
I fondssøgningen har det været centralt, at det nye aktivitetsområde er tænkt som et tilbud til hele Vestfjends, og Morten Sørensen håber, at faciliteterne også vil tiltrække familier fra alle nabobyerne.
- Det er helt klart et løft for Vroue, at man får sådan et samlingssted, der kan gøre hele byen mere attraktiv. Men vi ser det også som et samlingssted for hele Vestfjends, og derfor har vi inviteret alle de andre byer med til indvielsen, fordi vi håber, at de også kommer til at bruge det. Der er også dukket mange op udenbys fra i dag, så det er vi glade for at se, siger Morten Sørensen.
Der var gratis popcorn til alle fra den nye aktivitetsplads´ flotte madpakkehus. Foto: Henrik Bagge
Omkring 200 borgere fra Vroue og de omliggende byer deltog i indvielsen af byens nye aktivitetsplads. Foto: Henrik Bagge
Omkring 200 borgere fra Vroue og de omliggende byer deltog i indvielsen af byens nye aktivitetsplads. Foto: Henrik Bagge
Den store legeborg er modulopbygget og leveret af Lars Laj Playgrounds. Foto: Henrik Bagge
Legepladsens sandkassebåd fandt hurtigt en skipper. Foto: Henrik Bagge