Brugsuddeler Lasse Kristiansen vil nu investere i mere og bedre overvågning i håbet om at få stoppet tricktyverierne i forretningen. Arkivfoto: Henrik Bagge

Efter tricktyverier: Brugsen i Mønsted investerer i mere overvågning

Heldigvis for personalet har der ikke været anvendt våben ved to tyverier for nylig

112 Dagli´ Brugsen i Mønsted har været hårdt ramt af tricktyverier de seneste måneder.

I begyndelsen af april blev en 40-årig udenlandsk mand med en hvid bowlerhat efterlyst af politiet, efter der blev stjålet cigaretter for 30.000 kroner fra baglokalet.

Der var en medgerningsmand involveret i tricktyveriet.

Og i denne uge var der to mænd med mellemøstligt udseende, der fik 2600 kroner med sig fra kassen, efter de havde vildledt ekspedienten.

Nu fortæller uddeler Lasse Kristiansen, at tilfældene begynder at påvirke forretningen.

- Det er meget træls og ærgerligt, at vi pludselig bliver ramt af tricktyveri på den måde. Og det minder os desværre om, at der er uærlige mennesker til, og det er utrygt, fordi vi ikke ved, hvornår det sker igen, siger Lasse Kristiansen.

Signaler til tyvene

I begge de nylige tyveri-tilfælde har der været tale om tricktyverier. Der har ikke været anvendt våben, så derfor har personalet i brugsen været forskånet for voldsomme episoder.

Men tyverierne fylder alligevel så meget, at Lasse Kristiansen nu vil investere i mere og bedre overvågning, så der forhåbentlig kan blive sat en stopper for tyverierne.

- Vi skærper vores regler og procedurer i forhold til vores rutiner i forretningen, og derudover bruger vi nogle penge på flere kameraer og monitorer, der skal signalere til kunderne, at der altså er overvågning i butikken, siger brugsuddeleren.

Lasse Kristiansen tror ikke, at det er lokale folk, der står bag tyverierne. Derfor har han informeret sine kolleger om, at der kan være tyve på turné.

- Jeg tror, det er folk, der huserer rundt omkring. Jeg har advaret andre om, hvad der er sket her, så de måske kan forberede sig, lyder det fra Lasse Kristiansen.