Trio Amore består af fra venstre Margrethe Smedegaard, Susanne Klausen og Rita Rozko. Arkivfoto
Sensommerkoncert: Trio Amore spiller solen ned
Appetitlig musikalsk buffet venter til koncert i Kobberup Kirke
Trio Amore består af fra venstre Margrethe Smedegaard, Susanne Klausen og Rita Rozko. Arkivfoto
Appetitlig musikalsk buffet venter til koncert i Kobberup Kirke
23. august 2023, 14.09
KOBBERUP Der er rødder til musikmulden på Skive-egnen, når de tre kvinder i Trio Amore søndag den 27. august synger og spiller sensommeren ind ved en koncert i Kobberup Kirke.
Sopranen Margrethe Smedegaard er oprindeligt fra Skive og har for år tilbage været kirkesanger i netop Kobberup Kirke.
I det hele taget er hun godt kendt i lokalområdet, hvor hun talrige gange har medvirket ved de traditionsrige sensommer- og julekoncerter, som altid trækker fulde huse.
Fløjtenist Susanne Klausen har undervist på Viborg Musikskole i mange år og har også stået for babysalmesang i Viborgs kirker.
Organist Rita Rozkó med rødder i Estland og nu bosiddende i Jebjerg har siden 1993 været knyttet til kirkerne i Stoholm, Kobberup og Feldingbjerg, og hun har dermed efterhånden spillet på alle tangenter i Fjends i cirka halvdelen af sit liv.
Og de damer - altså sopranen, fløjtenisten og organisten - er heller ikke uvante med at optræde sammen, idet de gennem snart mange år har kræset for øregangene med deres Trio Amore.
- Sommeren går på hæld, så koncerten er et punktum for årstidens udadvendte glæde, når vi igen søger ind i kirkerummet efter solnedgang, lyder det på forhånd fra Rita Rozkó, der altid er god for at hive en kanin op ad hatten.
Hun lover da også denne gang et par overraskelser, men ellers bliver der garanteret noget for enhver smag med både klassiske toner og en masse gensynsglæde fra den danske sangskat.
Programmet består således af kendte klassiske musikstykker som Schuberts »Ave Maria«, Mozarts »Voi che sapete« fra Figaros Bryllup, Carl Nielsens »Tågen letter« og Edvard Griegs »Morgen«.
De suppleres af populære danske toner som for eksempel Albertes »Lyse Nætter«.
Kobberup Menighedsråd er arrangør. Koncerten starter klokken 19.30.