»Pusle« klarede prøverne fint, da JP Racing i Horsens testede en ny konstellation i cockpittet med Mads Dalsager som co-driver til Jan Petersen, da den normale co-driver, Jeannette Kvick, til den første DM-afdeling befinder sig på Gran Canaria for at køre EM. Foto: Allan Post

Rally: Fin sæsonstart for lokalt team

Det blev en succes, da JP Racing testede en ny konstellation i cockpittet forud for DM-serien

RALLY DM-serien står for døren, så derfor var det en vigtig test af både materiel og samarbejde, da rallyteamet JP Racing fra Stoholm i den forgangne weekend deltog i Horsens Motorklubs sprint.

Det blev en prøve, som indeholdt det hele, pånær det sidste heat, som blev aflyst på grund af en presset tidsplan.

Men indtil da havde det hele spillet for chauffør Jan Petersen, der havde taget Mads Dalsager med som co-driver i stedet for den normale partner, Jeannette Kvick.

Hun er nemlig ikke til rådighed til den første DM-afdeling om et par uger, da hun til den tid befinder sig på Gran Canaria for at køre EM.

Og det blev et samarbejde, der gik over al forventning, da Petersen og Dalsager i første heat kørte en femteplads i hus blandt flere end 70 startende.

Dernæst blev der eksperimenteret lidt med opsætning og bremsepunkter, hvilket i de to følgende heats først resulterede i en længere tur på marken og dernæst en snurretur i et vinkelsving.

Derfor måtte teamet nøjes med en placering som nummer ni generelt, men det var der stor tilfredshed med, da fokus var på at få samarbejdet mellem Jan Petersen og Mads Dalsager til at fungere.

Og det gjorde det, så teamet nu er klar til at drage mod Tyskland, hvor der kæmpes om de første DM-point i Sulingen syd for Bremen. Her kommer de danske teams også op mod mandskaber fra både det tyske og det hollandske mesterskab.

Herefter fortsættes DM-serien med Rally Vestsjælland, Rally Aalborg og Rally Jylland omkring Silkeborg og Viborg, inden finalen som sidste år afvikles med Rally Stoholm den 29.-30. september.