HÅNDBOLD Stoholm IF har for længst udspillet sin egen rolle i oprykningskampen i 2. division for herrer. Det er dog ikke ensbetydende med, at fjandboerne er gået på tidlig sommerferie. Det beviste de fredag aften, da de formåede at hive et flot point i land mod oprykningsfavoritterne fra Vendsyssel.
- Vi gik lidt nervøst ind til den her kamp, for Vendsyssel kom med en flot sejr fra topkampen mod Nørre Djurs senest, og deres kontrafase, som er deres bedste våben, ligger ikke godt til vores spil og spiltype. Så der var lidt bange anelser - også i forhold til, hvor vi lige stod selv, fortæller træner Allan Kjær.
Det viste sig dog, at de tanker var ubegrundede, for stoholmerne leverede en fornem præstation mod rækkens nummer et.
- Vi havde haft ekstremt meget fokus på vores udtryk op til kampen. Det måtte vi ikke gå ned på, og jeg må sige, at jeg er imponeret over det, vi fik leveret i dag. Det tryk, Vendsyssel kommer med i deres kontrafase, er 1. division værdigt, så det er imponerende, at vi kommer med sådan en præstation. Det var vigtigt for vores selvforståelse, sagde en stolt Allan Kjær.
Han kunne dog heller ikke undgå at være en lille smule skuffet over ikke at få hevet hele pointhøsten i hus. Med 40 sekunder igen kunne Stoholm nemlig mere eller mindre have lukket kampen, da de var foran med en enkelt og selv havde en afslutning. Den ramte dog stolpen, og i stedet kunne gæsterne juble over en udligning med blot to sekunder tilbage på uret.
- Jeg har en lillebitte ærgrelse over, at vi ikke får to point. Så meget en vinder er jeg trods alt. Men der er også en stolthed efter den periode, vi har været igennem. Det er fair nok at tabe nogle kampe, men netop udtrykket har ikke helt været der i flere af vores kampe. Vi har nok ikke kunnet undgå, at det satte sig lidt, at vi selv mistede chancen for at være med i den helt sjove ende. Men vi har haft nogle snakke om, hvad vi så ville have ud af de sidste kampe, og jeg er stolt over det, vi fik vist i dag, lød det fra Stoholm-træneren.
I den lokale klub var det også væsentligt at få set sådan en indsats med det lange lys på.
- Vi snakkede om, da vi gik ind til kampen, at vi gerne vil afslutte sæsonen på en god måde, og at vi gerne vil sætte et aftryk i forhold til, hvor vi gerne vil være næste sæson. Vi fik bevist i dag, at vi kan være med helt deroppe, hvor det er sjovt, hvis vi finder noget kontinuerlig træning. Det er et område, hvor tingene lige skal have et skub mere herude, og det er vi allerede ved at gøre noget ved nu, fortalte Allan Kjær, som ikke fremhævede en enkelt, men derimod kollektivet, efter pointdelingen.