Den ugelange tykhøjskole i Sdr. Resen havde hjemme på Hedens Efterskole, som 30 kursister fra hele landet flokkedes til. Foto: Steen Don

Fri til at være tyk: 30 kvinder fandt tryghed og venskaber på tykhøjskole

I Sdr. Resen skabte tykaktivisten Regina Fjendbo i sommer for andet år i træk en højskole udelukkende for tykke kvinder

HØJSKOLE Måske kan du genkende problemet: Kalenderen siger, at vi er inde i sommermånederne, men du er ikke særlig tryg ved at vise dig selv frem i det varme vejr.

Måske synes du, at dine ben er for blege til at gå rundt i det fri i shorts eller under sommerkjolen. Det kan også være, at du kom lidt for sent i gang med at træne vaskebrættet frem til solskinsdagene på stranden, så du i stedet har lidt mere mave udadtil, end du måske selv havde ønsket.

I alle fald gælder det, at du nu pludselig er blevet overordentligt opmærksom på, hvad andre mennesker i sommerlandskabet måtte tænke om måden, du går rundt og ser ud på.

Og dén følelse kunne deltagerne på denne sommers tykhøjskole i Sdr. Resen genkende ganske godt.

- For flere her kan det for eksempel være grænseoverskridende at gå i svømmehal, fordi man ved, at der vil være rigtig mange øjne, der kigger på én, fortæller ugehøjskolens arrangør og »forstanderinde« Regina Fjendbo.

- Så her på højskolen har vi blandt andet lejet et helt friluftsbad, der blev lukket for alle andre, så vi alle trygt kunne klæde om og komme i vandet uden dømmende blikke, fortsætter hun.

Det kan synes en lille ting at få lov til at svømme i fred, men for højskolens cirka 30 deltagere havde aktiviteten stor betydning.

- Der var én, der fortalte mig, at hun ikke havde svømmet i flere år, og nu havde hun altså været ude og købe en sexet bikini i hendes størrelse og glædede sig helt vildt til at få den på, fortæller Regina Fjendbo storsmilende.

- Hele højskolen handler om at skabe frihed til at gøre de ting, vi har lyst til, uden at vi skal føle os forkerte med vores tykke kroppe.

Tilbagevendende succes

Sidste år kastede den lokale tykaktivist fra Sdr. Resen, Regina Fjendbo, sig ud i at skabe den første ugehøjskole af sin slags for tykke kvinder i Danmark.

Konceptet er inspireret af DR-programmet »Idas fede fatcamp« med kropsaktivisten Ida Rud. I lang tid gik hun egentlig og håbede på, at andre ville skabe et lignende ferieophold for tykke, men da det ikke skete af sig selv, måtte Regina selv tage arrangørhatten på.

Tykhøjskolen blev en glimrende succes for deltagerne på trods af, at Regina bag kulissen måtte forsvare højskolen berettigelse i landsdækkende medier og blev tilmed truet med en politianmeldelse af uklare årsager.

- Det kan nogle gange være lidt op ad bakke at være den første til at lave noget som dette. Der var så negative holdninger rettet mod tykke mennesker, at det var svært at få lov til at tale om, hvad projektet faktisk handler om, fortæller Regina om den første udgave af tykhøjskolen.

Nogle mente, at ugehøjskolens krav om, at man skal være tyk for at kunne deltage, var for ekskluderende, men man skal ikke være længe på besøg på tykhøjskolen for at forstå hvorfor:

- Jeg meldte mig til tykhøjskolen sidste år, fordi jeg gik rundt og følte mig ensom i min egen krop. Ingen af mine venner fra min omgangskreds er tykke, så der var mange ting i min hverdag, jeg ikke følte, jeg kunne tale med dem om, fortæller Michala Nowak fra København.

- Så det var et rigtig skønt safe space at tage afsted på højskolen. Her har jeg fået tykke venner for livet, fortsætter hun med et stort smil.

Takket være tykhøjskolen og de nye bekendtskaber har Michala fået mod og inspiration til at vise sig selv mere frem.

- Alle de tatoveringer, jeg har på kroppen, har jeg fået inden for det sidste år. Jeg har altid syntes, tatoveringer var flotte, men gang på gang har jeg udskudt at få nogen lavet på mig selv til en dag, hvor jeg var tyndere, forklarer hun.

Hun er nu færdig med at udsætte de gode ting i livet til »tyndere tider«. Hun glæder sig allerede til de næste tatoveringer, hun skal have lavet.

Kommer igen og igen

Michala var ikke den eneste kvinde, der var taget med på tykhøjskolen for andet år i træk.

Regina Fjendbo anslår, at cirka halvdelen af sidste års kursister igen var deltagere på højskolen i år, og så var tykhøjskolen også lykkedes med at nå ud til flere i år.

- For mig var det virkelig mind-blowing at være med sidste år. Når jeg er ude i offentligheden er jeg vant til at skulle gå med et skjold for at skærme mig mod blikke og tilråb og hvad man ellers kan blive udsat for, fortæller Sabina Hult - også fra København.

- Men når man kommer herud, ryger alle parader ned. Her er ingen fordømmelse, så det er et af de rareste steder i verden, fortsætter hun.

Regina Fjendbo håber, at tykhøjskolens frihed og trygge rammer kan lægge fundamentet for en personlig udvikling resten af året.

- Mit håb er, at deltagerne for fremtiden kan lukke ørene for andre menneskers vurdering af dem. De er gode nok, som de er, med den krop, de har lige nu.

Tykhøjskolens arrangør Regina Fjendbo havde masser at se til med at afvikle en hel uges arrangementer. Foto: Steen Don
Omkring 30 kvinder deltog i årets tykhøjskole. En del af deltagerne var også med sidste år. Foto: Steen Don
En aktivitet var modelfotografering. Her blev ikke efterfølgende retoucheret på billederne. Kvindernes kroppe skulle fremstå, som de er i virkeligheden. Foto: Steen Don
Sabina hult (tv.) og Michala Nowak var begge kommet til Sdr. Resen fra København for at deltage i tykhøjskolen. Foto: Steen Don
Højskoleskemaet stod på svømning, yoga, modelfotografi og kunstneriske fag. Her skabte kursisterne sprællemænd baseret på deres egne kroppe. Foto: Steen Don