FESTUGE Alt er ved det gamle, når handelsstanden torsdag holder Open by Night i Vestergade i forbindelse med Stoholm Festuge.
Der er nemlig ingen grund til at fikse noget, der ikke er i stykker, og forventningen er, at byens handelsgade med tilstødende adresser som altid vil blive tætpakket, når handelsstanden flyder over med skarpe tilbud, smagsprøver og konkurrencer.
Der vil således også være rig lejlighed til at få afviklet sin Stoholm Mønt fra handelsstandsforeningen, hvis man skulle være blevet begavet med en sådan.
Som en ekstra attraktion har arrangørerne igen inviteret en sværm af motorcykelklubber, der vil fylde gaden op med 500-600 flotte motorcykler fra nær og fjern, der sammen med deres ejere altid bidrager til den gode stemning til Open by Night.
Fra et telt på torvet vil Stoholm Fritids- og Kulturcenter med centerleder Claus Navntoft-Pedersen i spidsen igen servere aftensmaden til en overkommelig pris.
Det sker fra klokken 17, mens der samtidig sælges drikkevarer fra en ølvogn ved siden af.