Hvis der ikke er kommet klager inden høringsfristen med udgangen af januar, vil der blive opført en 42 meter høj gittermast i Fly, der dermed kan sikre sig bedre mobildækning. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

Signalværdi: Bedre mobildækning på vej til Fly

Borgerne kan se frem til en 42 meter høj gittermast på Dåsbjergvej

FLY Der er bedre mobildækning på vej til borgerne i Fly, der ellers tit har oplevet en dækning, som var telefonen konstant på Fly-tilstand.

Viborg Kommune har nemlig givet landzonetilladelse til, at KPR Towers kan opstille en 42 meter høj gittermast med tilhørende antenneudstyr og teknikkabine på Dåsbjergvej 76, hvor virksomheden Lahema Fliser & Marmorkunst holder til.

Adressen ligger således i et område, hvor operatøren ifølge Energistyrelsen er forpligtet til at skaffe bedre mobildækning senest i 2024, og der er ikke eksisterende strukturer i området, hvor man kommer op i de påkrævede luftlag.

Naboerne er orienteret, uden at det har givet bemærkninger, men andre kan klage over afgørelsen, der er sendt i høring indtil den 31. januar, hvorefter opførelsen af masten kan gå i gang, hvis ingen har indvendinger.

For halvandet år siden blev også et andet af områdets sorte huller, nabobyen Kjeldbjerg, beriget med en høj mobilmast på Bregendalsvej.

Masten får sin placering her i den østlige udkant af Fly hos Lahema Fliser & Marmorkunst. Illustration: Viborg Kommune