Brugsuddeler i Sjørup John Østergaard vil benytte sig af tilbuddet om at udskyde strømregningen. Arkivfoto: Steen Don

Lokale købmænd er lige vidt: - Mindre elafgift hjælper os ikke

Elafgifterne ville købmændene alligevel få tilbage fra staten, så derfor må de kigge langt efter politisk hjælp i energikrisen

ENERGIKRISE Fredag præsenterede politikerne på Christiansborg en aftale om inflationshjælp til danskerne.

I pakken er det blandt andet, at elafgiften fra nytår falder fra 69,7 øre per kilowatt-time til 0,8 øre per kilowatt-time.

Det vil formentlig hjælpe i de private husholdningsbudgetter, men hvis man spørger de hårdttrængte købmænd, så hjælper det nul og niks.

- Den mindre elafgift hjælper os ikke en dyt. Vi får jo alligevel det meste af vores elafgifter tilbage fra staten, så det ændrer ikke på, at vi har en enorm dyr strømregning, som truer os på livet, siger Morten Pedersen, der driver Min Købmand i Vridsted.

Han plejer at betale godt 20.000 kroner i strøm hver måned, men i august lød regningen på 76.000 kroner.

- Og det var endda efter, at vi havde taget nogle strømbesparende tiltag i brug, siger købmanden.

En mindre elafgift, der reelt er en fjernelse af afgiften, vil kun gøre den forskel, at Morten Pedersen vil have omkring 8000 kroner mere om måneden i likviditeter, men det beløb skal ikke forstås som ekstra penge til budgettet.

- Hvis vi skal have en hjælp, der skal kunne mærkes, så er det den vilde strømpris, der skal sænkes - og ikke afgiften, siger Morten Pedersen.

Vil udskyde regningerne

Samme holdning har John Østergaard fra Dagli’ Brugsen i Sjørup. Det er ikke en lav elafgift, der hjælper ham.

- Det gør ingen forskel for os, da det er strømprisen, der er vores store problem, siger John Østergaard.

Han ser dog - modsat flere af sine kolleger - positivt på muligheden for at udskyde de enorme energiregninger til senere. Den mulighed er også blevet en del af hjælpepakken.

For ham handler det om at holde sig i live.

- Jeg vil benytte mig af tilbuddet om at betale regningerne senere, for det giver mig flere penge mellem hænderne lige nu, hvor krisen kradser. Jeg ved godt, at det er penge, der skal betales senere, men det giver mig muligheden for at investere i ting, der kan være med til at spare på strømmen på længere sigt. Jeg ser på det på den måde, at vi skal overleve nu, og så må vi håbe, at tingene ændrer sig, siger John Østergaard.

Allerede for nogle år tilbage begyndte han og Dagli’ Brugsen i Sjørup at spare på strømforbruget, da der blandt andet blev skiftet til LED-pærer.

Det betyder, at han i stedet for en månedlig strømregning på godt 10.000 kroner nu betaler omkring 35.000 kroner. Det er en lavere stigning end hos mange andre købmænd og brugsuddelere.

I Selde er strømregningen også eksploderet hos Dagli’ Brugsen. Som tidligere beskrevet er uddeler Ninna Olesen gået fra en strømregning på 10.000 kroner om måneden til en regning på 84.000 kroner for august.

Og det regnestykke hjælper en sænkning af elafgiften heller intet på.

- Den afgift får vi jo alligevel tilbage, siger Ninna Olesen.

Fem grader koldere i butikken

Hun har nu indført det tiltag, at flere lamper i brugsen er blevet slukket. Og det har allerede sænket strømforbruget med 20 procent. Til gengæld er det blevet mørkere og koldere i butikken.

- Folk er positive, for de ved godt, hvorfor vi gør det, men de skal lige vænne sig til, at der er fire-fem grader koldere inde i butikken. Torsdag var det koldere herinde end ude. Men vi må jo gøre ting, der kan få os igennem det her, siger Ninna Olesen.

Min Købmand på Rosenbakken i Skive har for nylig fortalt om en elregning på 185.000 kroner om måneden.

Og Tina Overmark ser heller ikke politikernes nyeste aftale som nogen form for hjælp.

- Det får ikke nogen som helst betydning for os. Hvis man var interesseret i at hjælpe os, så skulle man gå ind og sende de store ekstra momssummer, der lige nu kommer ind, tilbage til os erhvervsdrivende. Det er i hvert fald sikkert, at hvis der ikke bliver gjort andet, end vi nu har set, så er politikerne i gang med at aflive de små købmænd, bagerforretningerne og andre erhvervsdrivende, siger Tina Overmark.

Det er et bredt flertal af partierne på Christiansborg, der er blevet enige om inflationspakken.