Science Piraterne er en gruppe spejderledere fra Sjælland, der turnerer landet rundt med et festfyrværkeri af et show, der indeholder ild, eksplosive væsker og en masse anden god gas fra fysikkens verden. Ikke overraskende var de et meget velkomment indslag hos Birkegruppen, der lørdag kunne fejre 50+ års jubilæum. Foto: Henrik Bagge

Et halvt århundrede med tjikkerlikker: De blå spejdere holdt et brag af et jubilæum

Birkegruppen i Stoholm kan gøre status efter 50 år og en sjat, og byens blå spejdere er fortsat i en god gænge

STOHOLM Hvis ret skal være ret, var det egentlig sidste år, festen skulle have stået, men med corona tænkt ind i alt, vi dengang gjorde, blev fejringen udsat på ubestemt tid.

Til gengæld blev det så med et gevaldigt brag, da Det Danske Spejderkorps, der i daglig tale kendes som »de blå spejdere«, lørdag endelig kunne markere, at bevægelsen har haft fodfæste i Stoholm siden 1971.

Birkegruppen, som den lokale afdeling af de blå spejdere hedder, havde nemlig inviteret Science Piraterne, som er en gruppe spejderledere, der turnerer landet rundt med et festfyrværkeri af et show, der vel bedst kan betegnes som »En halv humørtime i fysikkens verden«.

Tre modige spejdere lod Science Piraterne sætte ild til deres hænder, efter de først havde dyppet dem i en beskyttende blandingsvæske. Foto: Henrik Bagge

Med ild og røg, brutale brag og kemiske kædereaktioner havde den sjællandske gøglertrup ikke problemer med at fastholde børnenes opmærksomhed gennem en halv times eksplosiv underholdning, der blev fulgt op af små workshops, hvor man blandt andet kunne lave sin egen sodavand, få en rødkål til at skifte farve eller folde en kop af papir.

På små workshops gav Science Piraterne mulighed for blandt andet at lave sin egen sodavand. Foto: Henrik Bagge

Motion med quiz

Men dermed var underholdningen ikke gjort.

En udfordring, der formede sig som en mellemting mellem et orienteringsløb og en spejderquiz, gav god motion til både børn og forældre, der jagtede i alt 50 forskellige poster.

Mor Katrine må lægge ryg til, mens Emil Wentrup Bonde Andersen noterer det korrekte svar på spørgsmålet på en af spejderquizzens 50 poster, der var hængt op i træerne på det cirka én hektar store område på Iglsøvej, hvor Birkegruppen har hjemme. Foto: Henrik Bagge

Det skete i de skønne omgivelser på Iglsøvej, hvor Birkegruppen har haft til huse i godt 40 år i en rummelig spejderhytte bygget af frivillige med cirka en hektar udendørs arealer omkring med både skov, krat og lysninger til bålpladser og fællesaktiviteter.

Disse omgivelser gør matriklen helt perfekt at boltre sig på for afdelingens fire aldersgrupper under betegnelserne mikro, mini, junior og trop, når de mødes hver tirsdag klokken 17-19.

Anton og Emil var dygtige i sporet, da de skulle finde i alt 50 poster med spørgsmål til en spejderquiz. Foto: Henrik Bagge

Mie Pedersen er mikro- og minileder i Birkegruppen, og det har hun været siden 2005, da hendes egne børn gik til spejder.

Hun kan berette, at medlemstallet har fundet et stabilt leje omkring 30-35 spejdere, der ikke blot kommer fra Stoholm, men også Vridsted, Mønsted og Daugbjerg.

Og det, synes Mie Pedersen, er et flot antal, når man tager i betragtning, hvad man i dagens Danmark i øvrigt er oppe imod af tilbud til børn og unge.

Også til jubilæumsfesten havde de blå spejdere i Stoholm udstyret i orden. Foto: Henrik Bagge

Tålmodigheden sat på prøve

Det fortæller hun foran et nyindkøbt, stort telt, der egentlig skulle have stået sin prøve under Spejdernes Lejr i Roskilde i slutningen af juli.

Det viste sig dog for stort til den plads, Birkegruppens trup på omkring 25 børn og ledere var blevet tildelt, så det blev i stedet indviet lørdag, hvor det kunne rumme de mange gæster til kaffe og rundstykker.

Spejderleder Morten Sørensen holder liv i bålet, mens de mange gæster bespises i det nye telt bag Mie Pedersen, der er leder for både mikroer og minier i Birkegruppen. Foto: Henrik Bagge

Den forrygende weekend på Spejdernes Lejr i selskab med 30.000 andre spejdere fra hele verden blev i øvrigt afsluttet med en uventet tålmodighedstest for børnene i Birkegruppen.

To af de fem busser, der var bestilt til at hente spejderne fra Viborg Kommune hjem, blev nemlig fældet i politiets tungvognsrazzia og fik ikke lov at køre videre.

Så mens der blev rekvireret nye busser, måtte de unge verdensborgere fra Stoholm sidde på en mark i seks timer og vente på transporten hjem.

- Men de tog det nu meget pænt. Vi havde heldigvis vand og mad til dem, og vi kom da også hjem igen. Søndag aften, griner Mie Pedersen.

Science Piraterne leverede et festfyrværkeri af et show fra fysikkens forunderlige verden. Foto: Henrik Bagge

Startede i private hjem

Det var nogle forældre, der startede gruppen i Stoholm op den 5. oktober 1971 i private hjem, inden man, efter et kort ophold hos en slagter i Søndergade, fik lokaler i den nybyggede hal i byen.

I 1981 byggede frivillige så hytten på Iglsøvej lidt uden for byen, og den var på jubilæumsdagen inddraget til en lille udstilling under det malede portræt af legendariske Robert Baden-Powell, der grundlagde spejderbevægelsen i 1907 og indtager ærespladsen på væggen i Birkegruppens største rum.

- Det tror jeg faktisk han gør i alle spejderhytter rundt omkring. Han er jo vores helt store forbillede, siger spejderleder Lisbeth Laursen, der ligesom Mie Pedersen har begge ærmer tatoveret med det ene lejr- eller duelighedsmærke efter det andet.

Science Piraterne demonstrerede også klassikeren med at lave en fontæne ud af halvanden liter cola. Foto: Henrik Bagge

Mens der også er blevet lavet et særligt mærke i anledning af Birkegruppens 50 års jubilæum, bærer de to ledere for eksempel duelighedsmærker som »Morgenbadning«, »24 timer i en sovepose« og »5 kilometer nattesyn«, hvor en lommelygte kun er til nødstilfælde.

- Vi har for eksempel også en i gruppen, der hedder »Dyppert«, hvor man skal ud at bade en gang om måneden gennem et helt år, siger Mie Pedersen og afslører, at især de store børn er friske på sådan en cool udfordring.

Vil fortsat have appel

Jubilæumsudstillingen i spejderhytten rummer fine effekter, optegnelser og avisartikler fra godt 50 år med de blå spejdere i Stoholm, og Mie Pedersen ser fortrøstningsfuld frem mod de næste 50 år.

- Man kan jo kun gisne om, hvordan det vil gå, men jeg tror, at vores tilbud fortsat vil appellere til en gruppe af børn. Det er jo ikke alle, der lige passer ind på et håndbold- eller fodboldhold, og der kan vi tilbyde noget andet, man kan være god til, i vores fællesskab, siger Mie Pedersen.

»I mange år holdt Birkegruppen fødselsdagsweekend i denne lejr. Hvilken?«, ville quizarrangørerne vide på Post 4, inden de gav valgmulighederne Birkesølejren, Gammelstruplejren eller Trevæld. Foto: Henrik Bagge

Hun afslører, at spejdernes friluftsliv har bidt sig fast i hendes egen familie og også afspejler sig i den måde, den holder ferie på.

- Vi er ikke til charterrejser, hvor man ligger ved en swimmingpool. Hos os har det altid handlet om kanoture, vandreture og teltture. Så det bliver også en livsstil at være spejder.

Science Piraterne begejstrede børnene i Birkegruppen med vovede eksperimenter. Foto: Henrik Bagge