Mønsted Kalkgrubers fire kilometer minegange falder i publikums smag, da turistattraktionen er blevet tildelt en Best Travelers Award af rejseportalen Tripadvisor. Arkivfoto: Mads Gregersen

Best Travelers Award: Kalkgruber er i kridthuset hos gæsterne

De besøgende har igen kåret Mønsted Kalkgruber til en af de bedste oplevelser i verden

TURISME Det er godt, der er højt til loftet i Mønsted Kalkgruber, for da turistattraktionen i Fjends den 12. juli kunne fejre 25-års fødselsdag som selvejende institution, indløb der samtidig en anden grund til at få armene i vejret.

Attraktionen i dybet modtog nemlig beskeden om, at man endnu en gang er kåret til Best Travelers Award, en pris som er basereret på gæsternes anmeldelser på rejseportalen Tripadvisor. Mønsted Kalkgruber er dermed ifølge brugerne at finde blandt de 10 procent bedste attraktioner i verden.

- Det er en utroligt stor og dejlig anerkendelse, vi har fået, siger direktør Tina de Linde i den forbindelse.

- Vi er ikke en af verdens største attraktioner, men vi har et helt unikt sted, hvor området og verdens største kalkgruber giver kæmpe oplevelser for store og små. Det har naturen og de mennesker, som skabte gruberne, sørget for. Og hver eneste dag gør vi os umage med at passe på stedet, naturen og flagermusene og forsøger også hele tiden at udvikle fortællingen, oplevelsen og vores gæsteservice.

Del af en strategi

For Mønsted Kalkgruber er prisen endnu en anerkendelse af strategien om at skabe en kvalitetsattraktion på niveau med de bedste museer og oplevelsessteder i Danmark.

- Vi kommer ikke til at jagte vækst i besøgstal for enhver pris, men vi har en ambition om, at vi i løbet af de kommende år kan begejstre op til 100.000 gæster i vores åbningsperiode, siger Tina de Linde.

Den løber fra april til oktober, og højsæsonen er dermed i fuld gang, også med nye tiltag, idet man for eksempel nu kan møde en guide, som fortæller om grubernes opståen, hvordan kalken blev forarbejdet i kalkværket og om de fredede flagermus, som lige nu har skiftet gruberne ud med folks haver i det midtjyske.

Og er man ikke i kridthuset derhjemme, kan man komme det i Mønsted Kalkgruber, da cafeen Kridthuset nu også serverer mad fra gamle dage med en ny menu, der passer bedre til stedets fortælling og historie.

- Vi var spændte på at tage fat på sæson 2022, da det ligesom var det første »normale« år efter to sæsoner med corona og alle de udfordringer, det gav. Men vi er kommet flyvende fra start, og vores dygtige medarbejdere oplever hver eneste dag, at vores gæster har glædet sig. Og sammenligner vi med 2019, ligger vi foran på alle parametre med omkring 1000 gæster om dagen i øjeblikket, så det glæder vi os over, siger Tina de Linde.

Mønsted Kalkgruber er verdens største kalkgrube med fire kilometer minegange tilgængelige for publikum.

Guide Poul Erik Damgaards fortællinger er blandt de nye tiltag i Mønsted Kalkgruber i sæson 2022. Privatfoto