Vestergade plejer at være tætpakket med både motorcykler og gæster, og det bliver der ikke lavet om på i år. Arkivfoto: Henrik Bagge

Stoholm Festuge: Handelsstanden tilbage i festform med open by night

Alt er ved det gamle, når handelsstanden torsdag holder Open by night i Stoholm

FESTUGE Vestergade plejer at være tæt pakket, når handelsstanden byder ind på programmet til Stoholm Festuge med Open by night om torsdagen.

Og formand for Stoholm Handelsstandsforening Bjarne Lausen kan ikke komme i tanker om en eneste grund til, at det ikke igen skulle være tilfældet denne gang.

Faktisk er masser af gæster til open by night så fast en del af festugen, at man ikke vil prøve at fikse noget, der ikke er i stykker.

Derfor bliver gaden igen fyldt op med 500-600 motorcykler fra nær og fjern, der sammen med deres ejere altid bidrager til den gode stemning i gaden.

De handlende vil igen gå amok i tilbud, smagsprøver og konkurrencer både på gaden og i butikkerne, og Bjarne Lausen selv vil for eksempel trække sin pølsevogn om foran butikken.

Der vil således være rig lejlighed til at få afviklet sin Stoholm Mønt fra handelsstandsforeningen, hvis man skulle være blevet begavet med en sådan.

Sommerparty på torvet

Fra et telt på torvet vil Stoholm Fritids- og Kulturcenter med centerleder Claus Navntoft-Pedersen i spidsen igen servere aftensmaden til en overkommelig pris, mens der sælges drikkevarer fra en ølvogn ved siden af.

Hvis det, som Bjarne Lausen håber og tror, holder tørvejr, vil foreningen denne gang indrette lidt mindre indendørs teltplads, så folk i stedet kan sidde ude og nyde maden i det gode vejr.

- Vi håber på, at der kan blive sådan lidt mere sommerparty-stemning, men ellers er vi også klar med mere plads indendøre, lover Bjarne Lausen.

Et andet bidrag til fornemmelsen af sommerparty kan komme fra musiker Niels Kjær Sørensen, der vil underholde nogle timer og er omtalt andetsteds.

- Der bliver helt sikkert liv i gaden, hvor vi alle sammen holder åbent til klokken 21, mens ølvognen har åbent til klokken 22, siger Bjarne Lausen, der i øvrigt med tilfredshed kan konstatere et til stadighed højt og flot medlemstal i sin forening.

Når Stoholm Handelsstandsforening holde Open by night, er butikkerne altid gavmilde med smagsprøver som her hos Kornblomsten i 2021. Arkivfoto: Henrik Bagge
Bjarne Lausen fra Stoholm Slagter er formand for Stoholm Handelsstandsforening, og han lover gang i den, når der torsdag kan slingres ned ad Vestergade til Open by Night. Arkivfoto: Steen Don