Arkivfoto

Sclerose: Områdeleder rørt over indsamlingsresultat

Alle aldre var repræsenteret blandt indsamlerne, der tilvejebragte næsten 65.000 kroner i Skive, Vinderup og Stoholm

INDSAMLING På 20 år er der sket en fordobling af antallet af danskere med sclerose, og mens stigningen fortsætter, er årsagen stadig ukendt.

Derfor har Scleroseforeningen igen i år samlet ind til forskning i sclerose i hele landet.

I Skive Kommune, Stoholm og Vinderup gik 49 på gaden og bankede på hos borgerne, og det gav et samlet indsamlingsresultat på 64.600 kroner. Derudover blev der også samlet mange penge ind gennem onlineindsamlinger.

For Vinderup specifikt blev der indsamlet 7.540 kroner.

- Desværre havde vi kun fem indsamlere i år, så set i det lys, er jeg godt tilfreds med resultatet, siger Jens Filtenborg, indsamlingsleder i Vinderup gennem to år og bosat i Mogenstrup.

53-årige Jens Filtenborg har selv sclerose og har levet med sygdommen i 23 år.

- Det indsamlede beløb for Skive Kommune, Stoholm og Vinderup skal gå til forskning i en sygdom, der rammer flere og flere af os, også her i vores område. Jeg er så rørt og taknemmelig over, de mange der har været med til at samle så mange penge ind, siger Elsemarie Trøst.

Som ansvarlig områdeleder havde hun også svært ved at få armene ned over det flotte resultatet.

- Alle aldre var repræsenteret blandt indsamlerne: Børn med forældre, unge, midaldrende - og som den ældste: Erik Thomas Nielsen på 82 år, der samlede et flot beløb sammen foran Brugsen på Fur, tilføjer områdelederen.

En af dem, der var med til at samle ind var Annette Nykjær Andersen og hendes mand Claus Pedersen fra Skive. De samlede ind for Annette og de mange andre ramte af sclerose. Tilsammen indsamlede de hele 3.570 kroner.

- Jeg mangler ord for, hvor positiv en oplevelse, det har været. Selv i en tid med prisstigninger over hele linjen, viste folk stor interesse for at bidrage både på ruten, men også i min onlineindsamling. Det er virkelig overvældende, konstaterer Annette Nykjær Andersen.

Det samlede resultat for landsindsamlingen blev på 5,6 millioner kroner.