STOHOLM Når Stoholm Kirke lørdag den 29. oktober lægger lokaler til endnu en koncert, er det samtidig anledning til at få indviet kirkens nye flygel.
Det er der blevet samlet ind til gennem længere tid, og med gavmilde beløb fra både øst og vest, fra private og fonde, kunne menighedsrådet i juni drage til Aarhus for at hente et splinternyt flygel af mærket Yamaha.
Og når den fra klokken 14 får på alle tangenter, bliver det med et par store kapaciteter fra det estiske på plakaten.
Violinist Mari-Katrina Suss er udklækket fra Estonian Academy of Music and Theatre og har erfaring fra en lang række orkestre i hjemlandet, herunder Estonian National Symphony Orchestra.
Og Mari-Katrina har det ikke fra fremmede. Hendes far, Kaido Suss, er komponist og står blandt andet bag en masse kendt filmmusik.
Og så er det Mari-Katrinas mor, pianist Karin Suss, der får lov at indvie det nye flygel i Stoholm Kirke, og det sker med et flot program.
- Det bliver både folkeligt og professionelt, lyder det på forhånd fra Rita Rozko.
Hun er til daglig organist i kirkerne i Stoholm og Kobberup og lover et rent festfyrværkeri, hvor flyglets muligheder og funktioner for alvor bliver testet og demonstreret.
- Det skal både få lov til at spille helt stille og brøle højt og klage sig, griner Rita Rozko.
Det betyder blandt andet, at man kan nyde J.S. Bachs Chaconne i D-mol, der er skrevet til violin, men transkriberet til klaver af Ferruccio Busoni med nogle lange og meget stemningsfulde passager.
Også Schuberts Impromptu i Ges-dur er på programmet, ligesom kendte stykker af Mozart og Debussy er det.
Og så kan man stifte bekendtskab med far Kaido Suss´ Highlight Zone, mens en særlig udgave af Leonard Cohens »Hallelujah« for alvor vil bringe toner fra den moderne popmusik ind i kirkerummet.
Koncerten er delt op i to afdelinger, hvor Stoholm Menighedsråd byder på kaffe og kage i pausen.