Arkivfoto

Fodbold: Nederlag til Stoholm i forårets sidste kamp

Fodbold, serie 4 for herrer, Karup/Kølvrå 07 – Stoholm IF 2-1 (1-0)

FODBOLD Stoholm IF-Fodbold fik pointmæssigt en skuffende afslutning på forårssæsonen 2022. Fredag aften tabte holdet nemlig 2-1 på Kølvrå Stadion, og nederlaget betød også, at SIF røg fra 4. pladsen og ned på 5. pladsen. Pointtallet slutter på 22, og målscoreren hedder 33-28 – det er så via 7 sejre, 1 uafgjort og 6 nederlag.

Ærgerlig var træner Lasse ”Fynbo” Pedersen også efterfølgende.

- Det er altid sjovt at spille på Kølvrå Stadion, hvor der er godt gang i den og ”lir” omkring kampene med mange tilskuere. Vi var noget afbudsramte til kampen, så det var rart at have meget rutinerede Uffe Sørensen og Morten Groth med til at styre vores meget unge spillere. Jeg synes ikke, vi fik løn som fortjent, og jeg er træt af, at vi lod dem score et meget sent sejrsmål, men sådan gik det altså, kom det fra Stoholm-træneren.

Der blev kun scoret et enkelt mål i de første 45 minutter, og det satte værterne ind omkring det 36. minut – her blev et indlæg sikkert sat i nettet ved bagerste stolpe.

Efter pausen pressede fjandboerne på, og der var også solide muligheder undervejs, men det virkede til at være en aften, hvor bolden bare ikke ville komme i nettet. Men i det 82. minut var der så gevinst, da Cody Rowe fik sendt topscorer Nicolaj Christensen afsted, og målslugeren var sikkerheden selv og udlignede til 1-1. Omkring det 90. minut dummede SIF’erne sig dog og tillod hjemmeholdet at sætte det mål ind, der skulle vise sig at blive opgørets sidste.

- Jeg synes helt objektivt, at vi havde fortjent minimum det ene point, så derfor ærgrer jeg mig naturligvis meget over, at vi til allersidst ender med at smide det hele. Men vi leverede absolut til godkendt, og vores fidusstemmer gik til to af vores unge midtbanespillere – nemlig Cody Rowe og Lucas Bach – hvoraf sidstnævnte fik de fleste af stemmerne. Nu er der en lille fodboldsommerferie, og så glæder vi os naturligvis til Fjends Cup, hvor vi i den grad er undertippet, og så må vi se, hvor meget vi kan drille de andre hold der, lød det afslutningsvis fra Lasse ”Fynbo” Pedersen.