LIVSSTIL På rad og række står de linet op, skinnende blå, runde og indbydende i formerne og klar til at give et brøl fra sig, hvis nogen vil høre på dem.

I en gammel staldbygning i Fjends går 83-årige Jens Lyby Damgaard rundt og klapper sine traktorer hengivent, som var de kæledyr.

Og havde de været det, ville historien være, at Jens havde taget dem til sig fra et internat. Hærgede, misbrugte og forladte.

Sådan er de fleste traktorer kommet i hans varetægt, inden han med kærlighed, tålmodighed og fingerfærdighed har pustet nyt liv i dem, så de næsten fremstår som helt nye, selv om de langt fra er det.

Mange af dem husker han fra sin egen barndom, nogle er fra før krigen som Jens Lyby Damgaard selv, og en enkelt er over 100 år gammel.

Den er dog ikke en del af hans egen portefølje, der p.t. tæller 12 traktorer af mærket Ford, mens en Ford 7000 fra 70´erne også er ved at komme til live.

- Jeg er stadig herude hver dag, så det er fast arbejde, griner Jens Lyby Damgaard i værkstedet på fødegården Vittrupgård.

Den ligger uden naboer på Vittrupvej, hvor der er lige langt til både Vroue, Kjeldbjerg, Lånum og Sjørup, så det kan være lidt svært at afgøre, hvor vi egentlig er henne.

- Vi er i Vittrup, slår Jens Lyby Damgaard fast, og så er der ikke mere snak om det.

En livslang passion

Egentlig mekaniker har Jens Lyby Damgaard aldrig været, men da han frem til starten af 1980´erne drev fødegården sammen med hustruen Alma, var det også i usædvanlig grad med en særlig kærlighed til maskinparken.

Og allerede længe inden, parret indstillede produktionen på gården, begyndte han at have sin gang som en slags altmuligmand hos Sjørup Traktor, der havde set dagens lys i 1963.

Lidenskaben for traktorer delte han nemlig med både far og søn hos Sjørup Traktor, Jens Lauridsen og nuværende direktør Ole Lauridsen, og det er en lidenskab, han i stor stil har taget med sig ind i sit seniorliv.

Og det lyder ikke som en sur pligt, når han hver dag går i værkstedet for at arbejde på jævnaldrende maskiner.

- Det er det bestemt heller ikke. Jeg har det bedst, når jeg har en traktor i mit værksted, som jeg kan gå og lege med, siger han.

I stalden står de på rad og række efter årgange med den ældste, en Ford Dexta, længst væk i bunden af stalden.

- Men min far havde sådan en her, siger Jens Lyby Damgaard og klapper den Fordson Major, der startede hans livslange kærlighed til fabrikanten, og som han stadig har som favoritten.

- De første år, jeg kørte med den, da kunne jeg knap nok nå koblingen, griner Jens Lyby Damgaard, mens hans øjne bliver fjerne.

Han betegner Majoren som banebrydende i sin teknologi, fordi den var så slidstærk og sejtrækkende.

- Den kan altid køre. Bare der er strøm, starter den med det samme, også i 25 graders frost, siger Jens Lyby Damgaard med et anerkendende nik.

Alle er kommet i mål

Den ømhed, han udviser for de gamle modellers teknologi, design og ingeniørkunst, er ellers ikke noget, der har været dem forundt hos deres tidligere ejer, hvor de typisk har fået tæsk og er blevet misligholdte.

- De kan være meget ramponerede, rustne og mangle både det ene og det andet, når jeg får dem. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har valgt en traktor fra, fordi den var for ringe, siger Jens Lyby Damgaard.

Han har, så vidt han husker, heller aldrig måttet opgive et projekt undervejs, og faktisk er det traktorens dårlige forfatning, der er selve motivationen for overhovedet at gå i gang med sådan et sølle skrog i første omgang.

- Det er da det, der er det sjove ved det. Og tit står det slet ikke så slemt til, som det kan syne ved første øjekast. Der kan nemt gemme sig noget godt kram inde under et rustent skrog, siger Jens Lyby Damgaard og nærmer sig en traktor for at fortælle en anekdote.

- Den her fandt vi oppe i Norge, og den havde stået ude, jeg ved ikke hvor længe. Måske 10 år. Det hele var rustent, og den så virkelig ringe ud. Vi fik den hjem, og jeg tænkte, at vi da lige kunne se, om den kunne starte. Den fik lidt dieselolie på, og da jeg drejede i starteren, så drønede den bare afsted. Og den går så fint den dag i dag uden at der er gjort noget ved den, lyder det begejstret fra Jens Lyby Damgaard.

Alt bliver skilt og malet på ny

Han kan således godt være heldig at ramme en motor, der faktisk går som ny, men ellers bliver den bare lavet.

Og alt, der i øvrigt kan skilles, af plader og hjul og sager, bliver sandblæst hos F.b. Sandblæsning i Skive, inden det bliver malet.

Også den del foregår i værkstedet hos Jens Lyby Damgaard, hvor han selv går og sprøjtemaler delene i den helt rigtige Ford-blå farve.

Den kan han få hos firmaet Sparex, der er blevet lidt af en livline for ham, da det forhandler traktorreservedele af enhver slags, også af gamle modeller, selv om det kan knibe med dem fra før krigen.

- Men har de det ikke der, kan vi finde det i England, siger Jens Lyby Damgaard, der søger de sidste stumper frem på internettet og får dem tilsendt.

Ellers bliver alt skilt, så krop, motor og resten af delene males for sig, inden det hele samles igen til en »ny« traktor.

- Alt det, der skal sandblæses, bliver sorteret fra, og når det kommer tilbage igen, begynder jeg at reparere på skærme og den slags. Så bliver det hele grundet to gange og malet to gange, inden jeg begynder at samle den. Så det kan godt tage lidt tid, lyder det roligt fra Jens Lyby Damgaard.

Det er mange dele, store som små, der udgør en hel traktor, og har man prøvet at samle et møbel fra Ikea, kender man godt den dumme fornemmelse af at stå tilbage med nogle stumper, når det hele ellers er samlet og ser fint ud. Og det har Jens Lyby Damgaard da også prøvet.

- Selv om jeg kender alle delene, kan der godt sommetider blive lidt tilovers, griner han.

Jens Lyby Damgaards lidenskab for traktorer virker ikke til at være for aftagende, og han afviser, at det kunne være noget at sætte sig ind og se fjernsyn og løse krydsord ligesom almindelige mennesker gør.

- Det, tror jeg godt nok, konen ville blive træt af.