Aske Østergaard Spanggaard beretter om nogle hektiske dage med stort tidspres til DM i Skills i Fredericia, hvor den unge personvognsmekaniker fra Kjeldbjergvejens Auto i Kjeldbjerg var oppe imod syv andre fra sin branche. Privatfoto

DM i Skills: Aske var i ilden

En mekaniker fra Kjeldbjergvejens Auto gjorde Fjends ære, da landets dygtigste faglærte dystede

KJELDBJERG Da DM i Skills i sidste uge blev afviklet i Fredericia, var Kjeldbjergvejens Auto i Kjeldbjerg repræsenteret ved Aske Østergaard Spanggaard, og det havde været en stor oplevelse for den unge personvognsmekaniker fra Viborg.

Han fik søndag en velfortjent hviledag efter en hektisk konkurrence, men Aske Østergaard Spanggaard havde haft fire gode dage, hvor han godt nok ikke vandt, men alligevel havde følt sig særdeles konkurrencedygtig.

På metaluddannelserne kåres kun en vinder, mens de resterende i princippet alle bliver nummer to, men Aske havde en god fornemmelse af sin egen indsats, også selv om han var lidt bagud på point, da der kom opgaver på elbiler.

- De havde rykket flere opgaver over på elbiler, og det var nyt i forhold til andre år. Og jeg har absolut ingenting at gøre med elbiler i min dagligdag i Kjeldbjerg. Men det gik nu fint alligevel, for det var bare en frakobling, og jeg havde lidt regnet ud på forhånd, at det kunne blive det, vi skulle lave, siger Aske Østergaard Spanggaard.

Det samme, og så alligevel...

De otte personvognsmekanikere havde ikke nogen egentlig forberedelse, ud over selvfølgelig at få læst op på teorien.

Alt relevant grej var således stillet til rådighed for dem, og de skulle for eksempel ikke selv sørge for at have værktøj med til arbejdet.

Det talte velkendte opgaver fra uddannelsen og involverede to elbiler, en hybridbil og en bil på god, gammeldags brændstof.

- På samme tid var det lidt det samme som hverdagen og så alligevel vidt forskelligt, for det er selvfølgelig ikke normalt, at der står 100 8. klasser og kigger dig i nakken, mens du arbejder. Men opgaverne var meget sammenlignelige med, hvad du bliver udsat for på værkstedet i dagligdagen. Og det var egentlig nemt nok at holde fokus, for vi var under så meget tidspres, at vi ikke bare kunne stå og kigge, siger Aske Østergaard Spanggaard.

Han var med til DM i Skills for første gang, men blev udlært i efteråret, så han kan ikke deltage igen. Han er dog glad for, at han nåede at få det med.

- Det har helt klart været en god oplevelse, også at være sammen med de andre mekanikere. Vi boede jo sammen i hytter og var gennem hele weekenden egentlig mere kolleger end konkurrenter, synes jeg.

DM i Skills 2023 for personvognsmekanikere blev i øvrigt vundet af Jeppe Præstiin Mikkelsen fra Ringkøbing.