Arkivfoto
Fodbold: Stoholm har stadig maksimumpoint
Fodbold, serie 4 for herrer, Stoholm IF - Sydmors 3-0 (0-0)
Arkivfoto
Fodbold, serie 4 for herrer, Stoholm IF - Sydmors 3-0 (0-0)
09. maj 2023, 14.18
FODBOLD - Nu er vi halvvejs gennem forårssæsonen, og vi har fremdeles maksimumpoint, hvilket i sig selv er meget flot. Det har vi blandt andet opnået på grund af den flotte opbakning fra vores tilskuere og ikke mindst SIF Ultras, som godt nok var decimeret til den her dyst, da mange af dem selv skulle spille kamp på samme tid. Men støtten var der stadig, og de er en sikker 12. mand på vores hjemmebane, og det er vi meget glade for.
Således konstaterede cheftræner Kian Lykke i første omgang, da der skulle gøres status efter torsdagens indiskutable 3-0 sejr på hjemmebane over Sydmors - og han fortsatte.
- Det virkede til, at Sydmors kom efter et point, for de stod meget langt tilbage på banen. Det krævede tålmodighed og hurtigt spil i de første 45 minutter, så de ville blive trætte, og det var lige det, der skete. Ros til mit hold og mine spillere for at bevare roen og troen på, at målene nok skulle komme, sagde altså Kian Lykke.
Allerede nu ligner det et opgør mellem Stoholm og Løgstrup om kampens 1. plads, så det er ikke utænkeligt, at matchen i Løgstrup torsdag d. 25. maj kan gå hen og blive meget afgørende.
Tilbage til torsdagens dyst hvor der altså ikke blev scoret mål i de første 45 minutter. Det krævede tålmodighed fra SIF’erne, men generelt var det svært for hjemmeholdet at spille sig frem til de helt store muligheder. Og så skete der det, som gør fodbold til et forunderligt spil, for det var rent faktisk morsingboerne, der kom frem til den største chance i 1. halvleg omkring det 35. minut. Udeholdet satte en hurtig kontra, og tæt under mål blev der brændt på det skammeligste, så her var heldet med SIF.
I 2. halvleg var trafikken fortsat ensrettet, og helt fortjent kom der gang i målscoringen ved Mikkel Søndergaard, Rasmus Christensen og Lucas Bach i nævnte rækkefølge, og således endte det 3-0 til stoholmerne i et opgør, som dommer Søren Skovbo ledede på fineste vis uden brug af kort. Efterfølgende tilfaldt de fleste fidusstemmer Mikkel Søndergaard - tæt efterfulgt af Daniel Vestergaard.
I den kommende runde skal Stoholm IF-Fodbold så tage hul på 2. halvdel af forårssæsonen - her gælder det et møde med Skive IK hjemme på Karlsen Arena - det er lørdag d. 13. maj klokken 14.00.