Ifølge en undersøgelse fra Børne- og Undervisningsministeriet har Sparkær Skole landets dårligste trivsel blandt eleverne. Arkivfoto

Undersøgelse: Lokal skole har landets dårligste trivsel

Sparkær Skole ligger helt i bund i national trivselsmåling, men skoleleder mener ikke, at undersøgelsen viser et retvisende billede

SKOLE Det har ikke været rar læsning i Sparkær at åbne Politiken mandag.

Her blev Sparkær Skole i en faktaboks fremhævet som den skole i hele landet, hvor trivslen blandt eleverne er lavest.

Det er tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, som Politiken har indhentet, der viser trivslen på landets folkeskoler fra skoleåret 2020-2021.

Den lille skole på Langgade i Sparkær blev på baggrund af elevernes svar i undersøgelsen placeret sidst på listen over samtlige folkeskoler.

Men hvis man spørger skoleleder Søren Borup, så kan man ikke nødvendigvis stille det sådan op.

- Jeg mener bestemt ikke, at eleverne har en dårlig trivsel her på Sparkær Skole, og jeg tror også, der er en del usikkerheder forbundet med sådan en undersøgelse. Der var 75 elever på Sparkær Skole, da den her undersøgelse blev lavet, og der skal ikke mange dårlige svar til, at hele skolen bliver placeret lavt, siger Søren Borup.

Skolelederen mener også, at det kan være meget svært at måle trivsel vurderet på baggrund af subjektive spørgsmål.

- Det kan være spørgsmål om, hvorvidt eleverne har ondt i maven, eller om de er glade for deres lærer. Det er altså svært at måle trivsel på baggrund af svar på de spørgsmål, siger Søren Borup.

Fremgang i nyere tal

Sparkær Skole tager dog undersøgelsen til efterretning, ligesom der gennem flere år har været fokus på at skabe en god trivsel på skolen.

- Vi er hele tiden opmærksomme på, hvordan vores elever har det. Det er derfor, vi er her. Derfor har vi også gjort flere tiltag de seneste år. Det er blandt andet to-personers ordning og større elevinddragelse, så eleverne i højere grad får medindflydelse på at få en god skoledag, siger Søren Borup.

Han fortæller også, at Sparkær Skole er blevet præsenteret for nye trivselstal, der først bliver offentliggjort senere.

Og her ser det ud til, at det går fremad for skolen.

- Fortsætter vi den udvikling, som vi kan se på de nyeste tal, vi har fået, skal vi ikke mange år frem, før vi ligger i den gode ende. Så vi fortsætter med at have stor fokus på trivslen, lyder det fra Søren Borup.

Sparkær Skole scorede 3,2 point i undersøgelsen, hvor et er det dårligste, mens fem er det bedste.