Lokalt funderede Uffe Bregendahl holder foredrag i Stoholm 2. november.

Foredrag: Uffe Bregendahl kommer til Stoholm

En mesterlig fortæller med lokale rødder underholder onsdag i Stoholm Kirkecenter

FOREDRAG Onsdag aften 2. november kan man opleve DR-journalist Uffe Bregendahl i Stoholm Kirkecenter.

Uffe Bregendahl, der stammer fra og bor på gården Bregendahl mellem Fly og Kjeldbjerg, har i mere end 25 år fortalt historier med lyd, billeder og mennesker fra især Midt- og Vestjylland.

Gennem årene har han udviklet en forkærlighed for historiske dokumentarserier, som han gennem mange år har produceret for TV Midtvest, blandt andet serierne »Bunkerne«, »Metaldetektiverne« og den dramatiske historie om tyskernes opførelse af Flyvestation Karup i serien »Fliegerhorst Grove«, fortalt gennem en række lokale øjenvidneberetninger og af tyske og engelske piloter fra anden verdenskrig.

Uffe Bregendahl laver i dag dokumentarhistorier til TV Avisens »21 Søndag«. Han har to gange vundet journalistprisen »Den gyldne blok«, blandt andet for arbejdet med historiske dokumentarserier som »Bunkerne«, og han har modtaget Aakjær-prisen for dokumentarfilmen om Jeppe Aakjærs søn, »Sir Esben – Sallingbonde & Eventyrer«.

Arrangementet er lavet i samarbejde mellem Stoholm Menighedsråd, Ældre Sagen Fjends-Karup, Sport på Tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne og Stoholm Bibliotek.

Billetter kan købes via Viborg Bibliotekernes hjemmeside.