Arkivfoto

Lokalopgør: Stoholm besejrede Vridsted

Fodbold, serie 4 herrer, Stoholm IF - Vridsted IF 2-1 (2-0)

FODBOLD Fredag aften lykkedes det Stoholm IF-Fodbold at hive en kærkommen sejr i hus i fodboldens serie 4, da mandskabet på hjemmebane mødte Vridsted i et lokalopgør.

Det blev tæt, men da dommer Carsten Jensen fløjtede af, stod der 2-1 til værterne på måltavlen på Karlsen Arena i Stoholm, og det fordoblede forårets pointhøst fra 3 til 6.

Forud var gået et opgør, hvor hjemmeholdet spillede rigtig godt i de første 45 minutter, og det gav også en 2-0 føring, da der blev fløjtet til pause. Først nettede Tobias Karlsen i det 10. minut, da han forsøgte sig udefra, og kort før pausen blev den føring fordoblet, da en af udeholdets spillere var så uheldig at sende bolden i eget net.

- Alle mine spillere skal have ros for at arbejde hårdt og koncentreret i hele kampen – det var rart at se. Specielt i 1. halvleg spillede vi også godt, men det var en kamp, der hele tiden balancerede, så det var dejligt, at vi denne gang fik alle point, kom det fra Stoholm-træner Lasse ”Fynbo” Pedersen.

I de sidste 45 minutter kom Vridsted bedre med, og knap midtvejs fik gæsterne reduceret efter et kludemål. Det holdt hårdt i slutfasen, så derfor bekom det afsluttende dommerfløjt naturligvis hjemmeholdet godt.

- Vores sejr kan bestemt forsvares, for vi havde solide muligheder undervejs – blandt andet til Nicolaj Christensen og Lucas Bach. Men med til historien hører også, at vores målmand Peter Vesterager efterfølgende fik fidusen, for han stod en rigtig fin kamp med flere vigtige redninger og indgreb. Men det allermest glædelige var, at vi i den her dyst undgik de store og dyre personlige fejl, for de har kostet os dyrt i de første kampe, konstaterede altså en særdeles tilfreds Lasse ”Fynbo” Pedersen.

I den kommende runde skal SIF-Fodbold på udebane møde Løgstrup, der er startet ud som lyn og torden med maksimumpoint efter de første fem kampe.

Matchen spilles på torsdag den 28. april klokken 18.30 i Løgstrup.

//Anders Jakobsen