Pusle klarede den fedtede og bumpede rute til topkarakter og kunne føre JP Racing til en podieplads, da Danmarks største rallysprint lørdag den 23. juli blev afviklet på Sjælland. Foto: Morten Dam/Specialpress

Rally: JP Racing sprintede sig til podieplads

Det gik godt for Jan og Jeannette til det traditionsrige rallysprint ved Svebølle

STOHOLM Danmarks største rallysprint blev afviklet i den forgangne weekend i nærheden af Svebølle ved Kalundborg, og igen i år var det med deltagelse af Jan Petersen og Jeannette Kvick fra JP Racing i Stoholm i deres Peugeot 208 T16, der kommer, når man kalder »Pusle«.

Det traditionsrige rallysprint har været med deltagelse af de to i henved 20 år, for Jan Petersen endda endnu længere, så det laver man ikke bare sådan om på, selv om det først var meningen.

- Egentlig havde vi planlagt at holde sommerfri fra rally, da vi skal til Belgien og køre midt i august, men 20. juli havde Jeannette fødselsdag, og jeg kunne godt høre, at det trak lidt i hende for at komme over og køre det. Så beslutningen blev taget i 11. time, og drengene fra teamet ville godt med, og så var det jo nemt at give Jeannette sin fødselsdagsgave, fortæller Jan Petersen.

Podie med prestige

To år med corona havde tyndet ud i feltet, der på dagen talte 43 biler, og efter tidtagningen kunne Stoholm-parret lægge fra land som nummer tre generelt over de forskellige klasser, en placering der skulle vise at holde hele vejen til det ternede flag.

Trods regn hele dagen på de i forvejen ujævne og fedtede veje, sluttede teamet nemlig det legendariske sprint på en overbevisende tredjeplads både generelt og i klassen, og den placering spredte glæde i JP-lejren.

- Der er lidt prestige i at stå på podiet herovre, da der er rigtig megen historie og tradition over det her løb. Så vi er rigtig stolte og glade over, at vi kunne holde stilen hele vejen igennem, og at Pusle ikke gav nogen problemer overhovedet fra start til slut. Så jeg er tosseglad for min fødselsdagsgave, og den her pokal betyder lidt mere end alle andre, lød det efterfølgende fra Jeannette Kvick.