Arkivfoto

Julehjælp: Forening håber på mere i år

Dansk Folkehjælp Viborg-Skive afdeling samler også i år ind til familier, som har svært ved at finde økonomi til at holde en god jul for deres børn

JULEHJÆLP Nu er det snart jul, og Dansk Folkehjælp Viborg-Skive er i gang med at samle ind til julehjælp, som består af et gavekort til en værdi af 800 kroner til kolonialvarer samt et gavekort på 1000 kroner til julegaver til børnene.

- Siden 2006 er antallet af udsatte børnefamilier, som ikke kan få økonomien til at række, kun blevet større. For at vi i Dansk Folkehjælp Viborg-Skive kan give disse julehjælpspakker, har vi brug for, at firmaer og privatpersoner donerer penge til afdelingen, oplyses det i en pressemeddelelse.

- Børn i Viborg og Skive kommuner fortjener en rigtig god jul. I 2021 var indsamlingsbeløbet ikke højt og kunne kun hjælpe en tredjedel af disse familier i vores lokalafdeling. Så derfor håber vi, at vi i 2022 kan give flere familier julehjælp. Vores motto er: Hjælp os at hjælp andre, lyder det fra lokalafdelingen.

Den understreger også, at det er muligt at fratrække donationen op til 17.200 kroner på selvangivelsen, samt at hvert beløb går beskrivende til lokale økonomisk udsatte familier.

Ansøgningen om julehjælp skal ske på www.folkehjaelp.dk inden den 30. november, oplyser formanden, Casper Larsen.