Konditorsvend Christoffer Møller Sørensen er her flankeret af sin mentor, konditor Maibritt Lieding Bech, og bagermester Poul Nørgaard fra Bager Nørgaard i Stoholm, efter han modtog bronzemedalje for sit svendestykke. Privatfoto

Hæder til konditorlærling: Christoffer fik bronze for sin svendeprøve

Bager Nørgaard i Stoholm har haft en lærling, der udmærkede sig som en af de allerbedste i sin årgang

STOHOLM Svend er ikke hans navn, men svend er han blevet, og en rask en af typen tilmed.

22-årige Christoffer Møller Sørensen fra Viborg er netop blevet udlært som konditor hos Bager Nørgaard i Stoholm, og det skete med bravour.

Da han med sin mester, Poul Nørgaard, og sin mentor på arbejdspladsen, konditor Maibritt Lieding Bech, for nylig tog turen til Ringsted, hvor han har haft sin skolegang, vendte Christoffer hjem med en flot bronzemedalje for sit svendestykke.

Det skal ses i lyset af, at kun to fra hele hans hold overhovedet havde gjort sig fortjent til medalje.

Christoffer Møller Sørensen blev først udlært bager, og så blev han konditor bagefter, så han har været undervejs i seks år, efter han hoppede direkte ind i bagerfaget fra 9. klasse.

Lærlingetiden som bager foregik i Farsø, men da han havde et år tilbage, forhørte han sig hos Bager Nørgaard i Stoholm om muligheden for at tage konditor-overbygningen der, for det havde hele tiden været drømmen.

- Jeg havde en bedstemor her i byen, som havde snakket godt om vores konditor, så jeg tænkte, at det var værd at prøve, siger Christoffer.

Da Poul Nørgaard sagde ja til hans forespørgsel, begyndte Christoffer stort set med det samme at tage til Stoholm for at arbejde der i sin fritid.

Og ifølge hans mester har Christoffer gjort det helt rigtigt ved først at tage bageruddannelsen.

- Hvis du vil lære det rigtigt, er det altså nummer ét at blive bager først. Så har du det meget mere i hænderne, når du begynder som konditor, og du lærer også at skynde dig. Og det har du brug for, ikke mindst til svendeprøven, siger Poul Nørgaard.

Efter gode år i Stoholm er det nu tid for Christoffer at komme videre, og han starter den 1. marts som konditorsvend hos Brøndums Bageri i Herning.

- Der får jeg ansvaret for en lærling, jeg kommer til at stå for noget produktudvikling, og jeg kommer også til at deltage i nogle konkurrencer, siger Christoffer Møller Sørensen.

I Stoholm kommer Majbritt Lieding Bech stadig til at lære fra sig, da hun i Sanne Hobbelt fra Mogenstrup allerede har fået en ny konditorlærling at give sine tricks videre til.

Christoffer Møller Sørensen ses her foran sit svendestykke, som udløste en bronzemedalje. Privatfoto