Værkstedets nye kantine er 35 kvadratmeter stor og er hovedsageligt blevet til ved minibyggernes egen mellemkomst, hvor man kun har fået hjælp til den del, der kræver autorisation. Det færdige resultat kan besigtiges ved et åbent hus arrangement lørdag den 2. april, hvor man også kan få et indblik i det arbejde, der er med at bygge og renovere Daugbjerg Minilandsbys cirka 150 bygninger, hvoraf man kan ane et par stykker gennem kantinens vindue. Foto: Henrik Bagge

Åbent Hus: Drengene i Lilleputland har fået en kantine

Lørdag kan du kigge nærmere på et værksted, hvor et dusin håndværkere går og holder Daugbjerg Minilandsby ved lige

STOHOLM Han har været primus motor på projektet, og han har intet at indvende mod det færdige resultatet.

Bent Jakobsen er normalt en mand af få ord, og det er heller ikke, fordi han er på vej gennem taget af begejstring i det værksted på Skalmstrupvej i Stoholm, hvor et hold gammeldags håndværkere af Guds nåde holder til i et fællesskab omkring bygning og renovering af de omkring 150 minihuse, der udgør Daugbjerg Minilandsby.

Ikke desto mindre er han tydeligvis svært tilfreds med den nye kantine, der er blevet de modne drenge i Lilleputland til del, efter kommunale puljemidler gjorde det muligt at opfylde deres største ønske.

Før havde de et trangt, lille rum i et hjørne af værkstedet, hvor de kunne indtage kaffen og en bette dram til deres rundstykker, når de møder på arbejde hver tirsdag klokken 8-11, men den blev også brugt til andet og var langt fra optimal som cafeteria.

- Nu er vi fri for al den støv, der var før, når vi får vores kaffe, siger minibygger Vagn Brogaard og synes at »asbestkaffe« er et udmærket udtryk for værkstedets mokka, før opførelsen af den nye kantine satte nye standarder for kaffepausen.

Det skete med Bent Jakobsen som sjakbajs, selv om han tøver med at indrømme, at det er det, han har været.

- Jo, det har han været, bekræfter Vagn Brogaard.

- Nogen skulle jo være det, siger Bent Jakobsen modvilligt.

- Vi var enige om, at der skulle være en, der tog sig af det, så vi ikke var 12 mand, der skulle kloge i det.

Minibyggerne lavede selv en skitse over projektet med den 35 kvadratmeter store kantine, som de sendte ind til Viborg Kommune for at søge midler fra en pulje, og det gav jackpot.

65.000 kroner blev der fundet til projektet, og nu står der en flot, ny kantine i værkstedet, hvor minibyggerne længe har holdt til.

Arbejdskraften har de selv leveret, og kun den del, der kræver autorisation, har der været fremmede folk inde over.

Kantinen er indrammet af en skeletvæg med isolering mellem fibergips på begge sider, og over kantinen ligger 200 milimeter isolering med et Troldtekt loft under.

Alt er brandsikret, også det vindue, der gør, at man kan sidde i kantinen og holde øje med, om arbejdet skrider frem ude i værkstedet, eller der er gået klog snak i den.

Det fysiske arbejde blev påbegyndt i december og blev for nylig afsluttet efter samlet 266 timers arbejde, hvor de normale tre timer om tirsdagen langtfra har slået til.

- Men det gør ingenting, når man får et godt resultat ud af det, siger Bent Jakobsen.

Og resultatet er faktisk blevet så tilfredsstillende, at minibyggerne gerne vil invitere til åbent hus i værkstedet lørdag den 2. april, hvor der klokken 10-13 serveres pølser til en øl, vand eller kop kaffe.

Fra venstre er det Orla Johansen, Tage Madsen, Ib Vestergaard, Vagn Brogaard og Bent Jakobsen, der alle er med i det 12 mand store sjak af håndværkere, der med tre timers ugentlig indsats skaber og renoverer de bygninger, der udgør Daugbjerg Minilandsby. Foto: Henrik Bagge