Foto: Jacob Mackenhauer

Fodbold: Sparkær fik andenpladsen i hus

Fodbold, serie 3 herrer, Sparkær IF - Sallingsund FC 4-1 (3-0)

FODBOLD Med en sikker 4-1 sejr hjemme over Sallingsund FC er Sparkær klar til at spille om oprykning til serie 2.

Den direkte oprykning forsvandt med 99,9 pct. sikkerhed, da Mønsted samtidig slog Tjele Vest Sport med hele 8-2. Så herfra det første tillykke med oprykningen til naboerne.

Dagens kamp blev uden spænding. Sparkær satte sig på kampen fra start, og inden for de første par minutter var der to store muligheder, som ikke blev udnyttet.

Men i det 6. min. var der bonus, da Kasper Møller med en fin stikning i højre side spillede Mads Trærup Johansen fri, og han scorede sikkert.

Sparkær havde fremdeles spillet, men efter 18 min. var der tøven foran Sparkærs felt, og en SFC-spiller sendte bolden på underkanten af overliggeren med et brag.

Det var lidt af en øjenåbner, men ellers var gæsterne slet ikke farlige foran mål. I stedet kom Sparkær på 2-0 i det 27. min. , da Alexander Møller med et behersket langskud sendte bolden op idet ene målhjørne. Og kort før pausen lukkede Asger Fjeldsted reelt kampen med et frisparksmål lige uden for feltet.

Anden halvleg blev ikke specielt underholdende. Gæsterne havde bolden mere, men var slet ikke farlige på den sidste tredjedel. Til gengæld fik Sparkær en 3-4 store muligheder for at øge føringen. Det blev da også 4-0, da Kasper Møller i det 57. min. udnyttede et oplæg fra Frederik Andersen, inden SFC fik reduceret på et frispark, der blev rettet af i muren 5 min. senere.

Sparkær gik lidt i stå i 2. halvleg, der også bød på to gule kort – først til Sallingsund og senere til Mads Daa Vistisen fra Sparkær. Sejren kom aldrig i fare og burde have været større.

Træner Poul Vistisen var dog tilfreds efter kampen.

- Vi kom rigtig godt ud til kampen i dag og spillede en forrygende 1. halvleg. Det, vi havde aftalt inden kampen, lykkedes stort set. Flere brændte dog ud i løbet af kampen, og derfor måtte vi ty til en anden formation efter pausen, men indstillingen var super hos alle 14 mand, og jeg er fint tilfreds med kampen, lød det fra Vistisen, der nu glæder sig til playoff.