En veloplagt ballonklovn skabte en lang kø på torvet, da han ubesværet fremstillede ballonsværd til børnene. »Pas på, det er et luftvåben. Så hvad sker der, hvis man slår folk i maven med det? Så får de luft i maven, og det gider vi ikke,« lød det indsigtsfuldt. Foto: Henrik Bagge

Open by Night: Gæster og motorcykler fyldte Vestergade

Stoholms handelsstand kunne notere sig endnu en succes i festugen

STOHOLM Alt var, som det plejer at være, da Stoholm Handelsstandsforening torsdag i forbindelse med festugen holdt Open by Night i Vestergade.

Eneste eventuelle afvigelse fra andre år var, at der om muligt var pakket endnu flere mennesker ind i handelsgaden, der traditionen tro bød på en storslået udstilling af 500-600 motorcykler fra nær og fjern på begge sider af vejen og ned ad en sidegade.

Og mens den livlige bazar af handlende bød på en lang række skarpe tilbud, smagsprøver og konkurrencer, så mange gæster også deres snit til at redde sig aftensmaden på torvet, hvor den blev serveret af Stoholm Fritids- og Kulturcenter i høj solskin og til et dejligt bagtæppe af levende musik.

Fire friske bud på Miss Stoholm 2023 havde inviteret hinanden i byen til aftensmad på torvet fra Stoholm Fritids- og Kulturcenter. Foto: Henrik Bagge
Hele vejen op og ned ad Vestergade var begge fortove tæt pakkede med udstillede motorcykler og deres ejere fra nær og fjern. Foto: Henrik Bagge