Johnny Gaardsdal. Privatfoto

Debat: Lavt optag på pædagoguddannelsen handler om dårlige vilkår

DEBAT 4155 er optaget på pædagoguddannelsen i forbindelse med studieoptaget for 2022. Det lyder måske af mange, men tallene dækker over at mere end hver femte pædagogstuderende er forsvundet siden 2016. Og sammen med tallene fra de øvrige velfærdsprofessioner ligner det en tikkende under den danske velfærdsmodel.

Jeg selv er pædagog og har arbejdet mange år indenfor faget - og jeg synes, at pædagoger udfører verdens vigtigste og mest meningsfulde arbejde. Det er bare svært at overbevise unge mennesker om, at de skal vælge den vej, når de kan se, at løn og vilkår er så dårlige, som de er.

Flere debattører har offentligt reflekteret over, at de lave ansøgertal til f.eks. pædagoguddannelsen bare skyldes, at pædagogerne og deres fagforeninger selv har talt faget ned. Men hvad er debattørernes løsning? Skal vi lyve os til en bedre virkelighed?

Nej! Der ER alvorlige udfordringer, som er direkte medvirkende til den pædagogmangel, som vi ser. Og hvis vi skal skaffe flere pædagoger i fremtiden, er der brug for at gøre noget ved dem.

De næste ti år bliver vi 55.000 flere børn under seks år. I forvejen er det mange steder kun halvdelen af personalet på stuerne, som er pædagoger, og kommunerne kan ikke opdrive pædagoger nok til de ledige stillinger. Det får fatale konsekvenser for kvaliteten i dag- og fritidstilbud.

Derfor er der hårdt brug for at sætte ind med bedre normeringer, krav til pædagogandelen og bedre mulighed for at medhjælpere og assistenter kan tage en merituddannelse til pædagog.

For en uddannet pædagog er det vigtigt med god mulighed for at bruge og udvikle sin faglighed.

Derfor lægger det lige til højrebenet at sikre bedre mulighed for forberedelse til og evaluering af det pædagogiske arbejde samt gode vilkår for løbende efteruddannelse, hvis du vil tiltrække og fastholde pædagoger i fremtiden.

Til sidst kommer vi ikke udenom at se på den løn, vi kan tilbyde efter endt uddannelse. Og her har pædagogerne et alvorligt lønefterslæb, som er gift for rekrutteringen til faget.

En pædagog tjener omkring 8000 kroner mindre om måneden sammenlignet med andre kommunale faggrupper med en mellemlang videregående uddannelse og går glip af omkring 3. mio. kr. over et liv.

Her er der også brug for politisk handling!

Hvis vi skal skaffe pædagoger nok i fremtiden, er det ikke nok med flotte ord og skønmalerier. Der skal politisk handling til - hellere i dag end i morgen - ellers risikerer vi at underminere hele det danske velfærdssamfund.