Anders Bøge. Privatfoto
DEBAT Den nuværende energikrise har givet en udfordring, der skal løses.
Mange virksomheder der brugte gas til produktion og opvarmning har omlagt deres energiforsyning til olie. Det har de gjort for at sikre deres produktion. Det forstår alle godt, fordi det er den enkelte virksomheds opgave at finde løsninger, der sikrer deres produktion.
Når virksomheder med stort forbrug kobler af gasnettet, bliver der store mængder gas, der kan bruges til andre formål.
Det har Energinet ikke været forberedt på! Det betyder at Energinet har meldt ud til biogasanlæg, at der kan opstå en situation, hvor de skal afbrænde gas ud i den blå luft.
Det må ikke ske i en tid, hvor danskerne er ved at gå fra hus og hjem på grund af gaspriser der er ved at eksplodere.
Vi ved der findes tekniske løsninger. Dem har Energinet afvist med den begrundelse, at midlertidige container løsninger er under deres standard. Det er en uacceptabel og arrogant begrundelse.
Vi er på vej ind i en vinter, hvor mange danskere ikke har råd til at varme deres boliger op. I en sådan tid skal vi gå med alle teknisk mulige løsninger. Kan Energinet ikke selv finde ud af det, så kræver det politisk handling her og nu.