Arkivfoto

Fodbold: Stoholm led nederlag på hjemmebane

Fodbold, serie 4 for herrer, Stoholm IF - Alhedens IF 1-3 (1-1)

FODBOLD Efter den indledende sejr ude over Højslev Station gjaldt det fredag aften et opgør mod serie 3 nedrykkerne fra Alhedens IF. Der var begrundet tro og håb om point, men det skete desværre ikke, for gæsterne tog en 3-1 sejr med sig hjem i sportstaskerne.

Hjemmeholdet kom under massivt pres fra starten af, og allerede efter fire minutters spil bragte Alhedens sig foran, da mandskabet scorede tæt under mål efter et hjørnespark. Det var en kold dukkert, men værterne fik sig fightet tilbage i opgøret, og kort før pausen lavede Christian Winther det forarbejde, som målfarlige Nicolaj Christensen omsatte til scoring. Dermed var der udlignet, og stillingen 1-1 holdt 1. halvleg ud.

De første 25 minutter af 2. halvleg var tætte, og kampen balancerede på et knivsæg, men desværre for stoholmerne blev det Alhedens, der kunne løbe med sejren, for udeholdet nettede i henholdsvis det 72. minut og det 86. minut. Mere skete der ikke på målkontoen, og så kunne dommer Jens Peter Stærk fløjte de 90 kortløse minutter af.

Ærgerlig var træner Lasse ”Fynbo” Pedersen efter kampen.

- I starten af matchen frygtede jeg lidt, at vi ville blive kørt over ende, men jeg vil gerne rose mit mandskab for at fighte flot og komme tilbage i dysten. Jeg ærgrer mig meget over de to mål, som Alhedens får i 2. halvleg – her kunne vi dufte point, og det var scoringer, der kunne/burde være undgået. Derudover følte vi, at Marcus Fruergaard blev snydt for et straffespark ved stillingen 1-1, men desværre mente dommer Jens Peter Stærk, at bolden blev spillet i situationen, så det gav kun et hjørnespark. Men som sagt – godkendt indstilling fra alle – vores fidusstemmer ramte Mark Dalgaard Svendsen, der vanen tro arbejdede stenhårdt, kom det altså fra Lasse ”Fynbo” Pedersen.

I den kommende runde skal SIF-Fodbold på udebane møde Viborg B67 – der er kampstart på lørdag d. 9. april kl. 14.00 på Sportspub Målet Arena i Viborg.