Rabalder var senest i Stoholm, da Gasolin-kopien optrådte til fælles jubilæum for Stoholm Kirke og Kornblomsten i efteråret 2021. Arkivfoto: Henrik Bagge

Flæskefest: Stoholm gør klar til tre tovlige torvedage

En længe ventet fest midt i maj vil gøre det sjovere at være fjandbo

STOHOLM Kornblomsten, Tanken i Stoholm og Stoholm IF Fodbold er klar til at gå i flæsket på fjandboerne, når man over tre dage i maj liner op til tre festlige dage på torvet og parkeringspladsen bag Kornblomsten i Vestergade.

Ifølge Jørn Højbjerg fra Kornblomsten starter løjerne torsdag den 19. maj med store handelsdag, hvor dels de lokale butikker vil have en stand i festdagenes store telt, og dels andet godtfolk kan deltage i et udvidet kræmmermarked.

- Alle er velkomne, men vi ved, at hele handelsstanden kommer, siger Jørn Højbjerg.

Det er også torsdag, at man kan opleve det første af tre musikalske indslag, når torvet indtages af Niels Kjær Sørensen, der sang sig vej ind i vore hjerter gennem sin medvirken i »Landmand søger kærlighed«.

»Den syngende landmand« fra Nr. Søby søgte og fandt kærligheden gennem sin medvirken i det populære tv-program, men han har faktisk mange år på bagen som spillemand, og den erfaring plejer han at øse af med sine egne, enkle fortolkninger af både klassiske country-sange og numre af Kim Larsen, Lars Lilholt og Shubidua.

Og mon ikke, der også bliver plads til et par af hans humoristiske anekdoter fra sin medvirken i »Landmand søger kærlighed«.

Fredag er døbt store børnedag med både klovn, tryllekunstner og hoppeborge.

- Og det er gratis det hele, siger Jørn Højbjerg.

Festen kulminerer lørdag, hvor en storslået Flæskefest har lagt navn til de tre torvedage, og hvor intet mindre end to livebands med stor lokal appel vil levere soundtracket.

Selve flæskefesten afvikles i teltet lørdag aften med plads til 350 gæster og to slags flæsk ad libitum med tilbehør, inden den kendte og elskede Gasolin-kopi Rabalder med rødder i Holstebro indtager scenen.

Men inden da kan man gøre eftermiddagen lidt sjovere, når danseorkestret Det Andet Band med Sparkærs egen Glenn Lautrup i spidsen indtager scenen.

- Vi har snakket om at gøre det i mange år, så nu skal det være, siger Jørn Højbjerg, der har set festen blive udsat flere gange på grund af både corona og byfornyelse.

Han oplyser i øvrigt, at en tredjedel af billetterne allerede er væk.

- Og der kommer godt vejr de tre dage, hvor vi skal have det. Det var det første vi bestilte, så det kører bare, lover Jørn Højbjerg.

»Den syngende landmand«, Niels Kjær Sørensen fra Nr. Søby, vil torsdag den 19. maj være det første musiknavn, der går på scenen, når Kornblomsten, Tanken i Stoholm og Stoholm IF Fodbold i fællesskab afholder tre festlige torvedage på parkeringspladsen bag Kornblomsten. Arkivfoto