Bjarne Bilstrup fra Fjends Motionscykelklub ses her i klubtrøjen. Lørdag starter klubben sæsonen med en blid introtur for både trænede og utrænede landevejscyklister og mountainbikeryttere med start ved Stoholm Fritids- og Kulturcenter, inden dagen rundes af med en fest. Arkivfoto: Henrik Bagge

Motionister starter cykelsæsonen med pizza

Fjends Motionscykelklub bruger lørdag en såkaldt »introtur« som undskyldning for at holde en fest

STOHOLM FMCK er navnet.

Og nej, det er ikke FCM og FCK, der har leget bogstavleg og fusioneret deres respektive Superligaklubber for at kunne løbe med det hele.

Derimod står FMCK for Fjends Motionscykelklub, og den er lørdag den 26. marts på banen med »en introduktionstur for alle cykelinteresserede«.

I regi af FMCK tilbydes nemlig både fællesture på racercykel og på mountainbike, og i erkendelse af, at nogle nok har lidt rust, der skal bankes af her den første gang, fungerer en kort cykeltur af cirka halvanden times varighed fra klokken 13 mest som opvarmning til det, dagen i virkeligheden handler om til denne årets første samling, nemlig aftercyklingen.

Bliver rullet blidt i gang

Ved hjemkomsten fra cykelturen, der skal få både trænede og utrænede blidt i gang, kan man således melde sig til opstartsfest med pizza fra klokken 18.30.

- Vi skal hyggesnakke lidt omkring cyklingen og lære hinanden bedre at kende over lidt mad og drikke. Vi vil gerne have folk i tale og give dem en god oplevelse med det fællesskab, vi har ved at cykle sammen. For når man ved, der står nogle og venter oppe ved hallen, er det nemmere at komme afsted, end hvis man bare gør det alene, siger Bjarne Bilstrup fra Fjends Motionscykelklub.

Klubben havde i sidste sæson omkring 50 medlemmer, hvoraf 80 procent kørte på mountainbike, mens resten kørte racercykel. Men klubben har sagtens plads til flere.

- Vi ved, der er mange i området, som ligger og kører alene, og det er blandt andre dem, vi håber, vil komme og hilse på lørdag, men også tilflyttere, siger Bjarne Bilstrup.

Kommer vidt omkring

Medlemmerne af FMCK mødes alle på søndage, mens landevejscyklisterne også kører tirsdag aften og MTB-folket onsdag aften, altid med start fra Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

En MTB-tur strækker sig typisk over 30-40 kilometer, mens de på landevejen napper 60-80 kilometer, i begge tilfælde dog lidt længere om søndagen, og hver tur har en kaptajn, som skal finde en rute.

Og selv om udgangspunktet altid er Stoholm, kommer man alligevel vidt omkring.

- Vi kan for eksempel godt nå til Dollerup Bakker, og også Bækkelund, Undallslund og Vandværkssporet ude ved øvelsesterrænet i Skive besøger vi tit. Og når det går vildest for sig, når vi helt til Skånsø ovre ved Vinderup, siger Bjarne Bilstrup, der har fået et godt indblik i, hvor fintmasket markvejsnettet i Fjends og omegn egentlig er.

I FMCK er det især MTB-flokken, der er søgning til, og det er da også den, som 59-årige Bjarne Bilstrup selv bruger.

- Jeg synes, det er sjovere at cykle ude mellem træerne og skulle tage en beslutning her og nu i stedet for at ligge og tonse ud ad vejen, indrømmer han, der har været med i fire år.

Men klubben er meget ældre end det og kan faktisk næste år fejre sølvbryllup.