Efter et forfærdeligt år med lavere indtægter, højere omkostninger, sygdom i besætningen og en mistet storkunde, har Flemming Overgård Jørgensen fra Kjeldbjerg Øko Gris kastet håndklædet i ringen og erklæret sig konkurs. Det betyder også, at det er slut med de populære Sofari-arrangementer på Trevadvej. Arkivfoto: Steen Don

Annus horribilis: Kjeldbjerg Øko Gris er gået konkurs

Et sammenfald af dårlige betingelser får landmanden til at kaste håndklædet i ringen

KJELDBJERG Landmand Flemming Overgård Jørgensen i Kjeldbjerg er gået konkurs med sin virksomhed Kjeldbjerg Øko Gris.

Det oplyser LandbrugsAvisen.

Flemming Overgård Jørgensen har drevet sin virksomhed på Trevadvej gennem 20 år, heraf de første 15 med konventionel griseproduktion, men i 2017 omlagde han driften til økologi med 210 søer og en årlig produktion på cirka 4500 smågrise.

Det seneste år har dog formet sig som et annus horribilis, hvor et sammenfald af flere dårligdomme har ført til konkursbegæringen.

Sygdom og inflation

For det første har Kjeldbjerg Øko Gris haft sygdom i besætningen, hvilket har kostet på produktion og omsætning med 600-800 færre smågrise til rundt regnet 1000 kroner stykket.

For det andet har en samlet branche været ramt af et dårligt bytteforhold med højere priser på foder samtidig med en lavere notering på grisene.

Og som det tredje og for konkursen mest afgørende forhold, har Flemming Overgård Jørgensen mistet sin faste aftager som følge af inflationen, der får mange forbrugere til at fravælge de dyrere, økologiske varer.

I det marked kalder Flemming Overgård Jørgensen det selv for »håbløst« at afsætte økologiske grise.

Mange læsere vil også kende Kjeldbjerg Øko Gris for et årligt åbent hus på adressen med betegnelsen »Sofari«.

Her har mange familier gennem årene benyttet sig af muligheden for at tage bilen rundt på matriklen og ved selvsyn konstatere, hvordan de små basser levede det frie liv.

Dét populære arrangement bliver der altså ikke mere af i denne omgang.