Per Jensen (tv) og Lizette Bruun stiftede den 1. oktober 2019 Fjends Malerservice på Pers hjemadresse i Kjeldbjerg. Nu er makkerparret flyttet til Nørregade 17 i Stoholm, og i mellemtiden er også Lizettes søn, Kasper Henriksen (th), blevet ansat, efter han blev udlært maler i december 2021. Foto: Henrik Bagge

Erhvervsnyt: Fjends Malerservice kører med klatten

Der er atter liv i Nørregade 17 i Stoholm, hvor Lizette og Per holder reception på fredag

STOHOLM Den fik ikke lov at stå tom ret længe, cykelforretningen i Stoholm.

Der er således atter kommet liv i bygningen på Nørregade 17, men denne gang er det ikke lappeløsninger, der gøres i.

Det er nemlig Fjends Malerservice, der har købt ejendommen, der i øvrigt ligger nabo til en anden malerforretning, nemlig Ulstrups Boligrenovering & Maler.

Per Jensen og Lizette Bruun gik allerede den 1. oktober 2019 solo fra det firma, de sammen var ansat i, og stiftede Fjends Malerservice.

Det har siden holdt til på Per Jensens hjemadresse i Kjeldbjerg, men da det var begyndt at knibe med pladsen, slog makkerparret til, da lejligheden bød sig for større lokaler i Stoholm, hvor Lizette Bruun bor.

Således er det gået til, at Fjends Malerservice nu er rykket ind i Nørregade med to biler og alt det øvrige grej, der følger med en plads i malerbranchen.

Også seneste tilføjelse til medarbejderstaben er selvsagt rykket med. Han hedder Kasper Henriksen, er søn af Lizette og har været inde i folden siden januar 2022, da han blev udlært maler ligesom sin mor.

Det har hidtil været en god oplevelse at være selvstændig i Fjends Malerservice gennem treethalvt år, oplyser Per Jensen.

- Det er gået rigtig fint. Man plejer at sige, at en håndværkers kalender gerne skal være fyldt en måned frem, og vi har i hvert fald fuldt program indtil sommerferien og også mere derefter, så vi har nok at lave, siger Per Jensen.

Det drejer sig om både stort og småt. Mens Hr. og Fru Danmark hele tiden serviceres, har Fjends Malerservice også større arbejder, blandt andre for Knudsgaard, der bestilte firmaet til et stort arbejde på 52 lejligheder i Energiparken i Skive.

- Vi har også lige været i Aalborg på et stort arbejde, så vi kommer vidt omkring, siger Per Jensen.

Fjends Malerservice markerer indflytningen på den nye adresse fredag den 9. juni, hvor der fra klokken 12 bydes på både øl og pølser til familie, venner, naboer, kolleger og forretningsforbindelser.