Alle fra ungdomsuddannelserne i Skive, Viborg, Bjerringbro og Silkeborg er inviteret, men alle øvrige unge midtjyder i alderen 16-25 år er også velkomne til unge-træffet på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg den 8. september. Arkivfoto: Mercantec

Træf på Asmildkloster Landbrugsskole: Unge midtjyder får ordet

16-25-årige på Skive-egnen inviteres med til træf i Viborg, hvor de selv skal sætte dagsordenen for en bred debat

VIBORG De unge skal på banen og engagere sig i debatten, for der er brug for, at deres tanker og ideer bringes frem i lyset.

Det er baggrunden for en konference, der giver unge midtjyder ordet torsdag den 8. september på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg, som er initiativtager sammen med landboungdommen på Viborgegnen og MF Kristian Pihl Lorentzen (V).

Der er nu hverken noget partipolitisk eller landbrugsorienteret over arrangementet, men både røde og blå partiers ungdomsorganisationer er inviteret til at lave korte oplæg sammen med forskellige andre ungdomsorganisationer, herunder Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Landboungdommen.

På invitationslisten er alle, der går på ungdomsuddannelserne i Skive, Viborg, Bjerringbro og Silkeborg, men andre unge midtjyder i alderen 16-25 år er også meget velkomne, og man kan tilmelde sig arrangementet senest den 3. september på andreas.soerensen@ft.dk.

Unge sætter dagsordenen

Arrangørerne håber at kunne blive klogere på, hvad de unge drømmer om, hvilke ønsker de har til rammerne for deres liv, hvordan de forholder sig til regler kontra frihed under ansvar, og hvad de mener om krigen i Ukraine, miljø og klima og meget andet.

Men vigtigst er det, at det bliver de unge selv, der sætter dagsordenen.

- Det er alt for sjældent, at de helt unge kommer til orde i debatten. Og det er skidt. I et samfund har vi brug for at alle engagerer sig – de unge, de ældre og dem midtimellem. Det råder vi bod på denne aften, siger Kristian Pihl Lorentzen forud for træffet, som han selv vil skyde i gang ved at servere grillmaden og den første øl eller vand gratis til alle deltagere.

Det bliver fra klokken 18, inden der kommer oplæg, og arrangementet kulminerer med halvanden times debat med vandrende mikrofon.