En tidligere halbestyrer, en tidligere skoleinspektør og en tidligere dyrlæge udgør trioen »3 x Hans« fra Vridsted, der lørdag underholdt til Mønsted Kro Marked med danske syng-med-sange og Tørfisk-agtige anekdoter. Foto: Henrik Bagge

Mønsted Kro Marked: Masser af kræmmere og musikalske krammere

Der var tommel op hele vejen rundt, da Lions Fjends for fjerde gang bandt an med marked ved Mønsted Kro

MØNSTED Der var markedsstemning som da mor var dreng, da avisen lørdag eftermiddag var et smut forbi Mønsted Kro Marked, lige da de lokale spillemænd i »3 x Hans« var gået på scenen for anden gang.

Den stod i den grad på fællessang, da Vridsteds gamle halbestyrer, skoleinspektør og dyrlæge, alle med fornavnet Hans, på guitar, bas og harmonika garnerede »Mormors kolonihavehus«, »Himmelhunden« og »Ensom dame 40 år« med et par velplacerede sjoferter fra parforholdet.

Arrangøren Lions Fjends havde givet Knud Lang ansvaret for foreningens tombola. Foto: Henrik Bagge

Udenfor teltet var der livlig prutten om prisen hos de mange kræmmere, som ifølge Vagn Brogaard fra Lions Fjends var kommet endnu flere, end arrangøren havde håbet på.

Og med høj solskin over Mønsted var det tilmed lørdag væltet ind med bagagerumssælgere, der altid lige venter og ser, hvordan vejret bliver, inden de beslutter sig for at fylde bilen og køre ud i markeds-Danmark.

Mønsted Kro Marked 2022. Foto: Henrik Bagge

Flere kræmmere end ventet

Dermed var der masser af sanseindtryk, når man bevægede sig rundt blandt boder med tøj, herunder masser af strik, legetøj og lopper, mens foreningens egne øl og pølser blandede sig med duften af brændte mandler, spegepølse og honning.

En udstilling af gamle traktorer fik mangen en gammel bondemand i det nostalgiske hjørne, og i musikteltet vogtede en herre over en sjov udstilling med endeløse rækker af minitraktorer.

Mønsted Kro Marked 2022. Foto: Henrik Bagge

Til aften skulle den syngende landmand, Niels Kjær Sørensen, underholde til spisningen, hvortil der var udsolgt, men med solen højt på himlen var det stadig »3 x Hans«, der skabte plads til begejstring på pladsen med Tørfisks »VLTJ«, da avisens udsendte igen forlod den tætpakkede parkeringsplads.

Mønsted Kro Marked 2022. Foto: Henrik Bagge

Mønsted Kro Marked 2022. Foto: Henrik Bagge
Mønsted Kro Marked 2022. Foto: Henrik Bagge
Mønsted Kro Marked 2022. Foto: Henrik Bagge

Mønsted Kro Marked 2022. Foto: Henrik Bagge
Mønsted Kro Marked 2022. Foto: Henrik Bagge